Undervisningsministeriet har fået besked om at friskole er på vej i Ullits

ULLITS: I lørdags foretog styregruppen for Ullits Friskole og SFO en tilmelding til Undervisningsministeriet med ønsket om etablering af en friskole i Ullits.

Det oplyser formand for styregruppen Britta Skov Hansen på Ullits Friskoles facebookside. 

Sammen med tilmeldingen skulle der også indbetales kr. 20.000 til ministeriet. Pengene er sponseret af Ullits Borgerforening.  

Synlighed og penge
Såvel styregruppe som støtteforening for Ullits Friskole og SFO er meget seriøse og aktive omkring projektet. Selvom det først er om et år, at skole og fritidsordning skal være en realitet, så er der mange ting omkring værdigrundlag, etablering, organisering og økonomi der skal på plads. Heller i sommerferien har tingene stået stille. Her har børn og forældre deltaget i aktiviteter i forbindelse med Havnefesten. Det har både haft til formål omkring synlighed, men også at skaffe penge.

Det koster penge at etablere og drive en friskole. Derfor har friskolens støtteforening for øjeblikket flere initiativer i gang for at skaffe penge.

Salg af plakater og indsamling af pant
I forbindelse med de seneste to Hot Sommer mandage i Farsø har støtteforeningen været på plads med salg af plakater og indsamling af pant. Særlig panten, som man også kan aflevere ved købmanden i Ullits og Dagli Brugsen i Hvalpsund, skæpper godt i kassen hos Støtteforeningen.

– Det er en god og nem måde at støtte det lokale initiativ, lyder opfordringen fra Birgitte Klausen Langbak, formand for Støtteforeningen, der var på plads i Farsø, forrige mandag.     

Fra Britta Skov Hansen lyder det, at børn og forældre vil deltage i Byfestoptoget i Farsø, ligesom man gjorde det i forbindelse med Havnefesten.                  

Hun glæder sig over den megen energi og de mange ildsjæle der er omkring projekt Ullits Friskole. Projektets slogan er da også ”Sammen kan vi mest !”.

Melder løbende ud hvordan projektet skrider frem
Derfor er der også lavet facebookgruppen for Ullits Friskole og SFO, hvor Styregruppe og Støtteforening løbende melder ud hvordan arbejdet skrider frem. Det er også i dette forum at forældre kan stille spørgsmål og dele tanker.

-Det er rigtig vigtigt, at der er svar på det vi kan – og ved, siger Britta Skov Hansen, der glæder sig over forældrenes sammenhold og indstilling på at der skal være en friskole i Ullits.

På den baggrund har der heller ikke været nogen udmeldelser af skoleelever på Ullits Skole, der har endnu et år som kommuneskole. Tværtimod er der interesse fra forældre fra andre skoledistrikter der ønsker at deres børn skal gå i Ullits Friskole.

-Det er helt fantastisk, lyder det fra Britta Skov Hansen.

Til oktober vil styregruppen indkalde til et nyt borgermøde med informationer om hvor langt Ullits Friskole er og hvad der kommer til at ske, samt forhåndsopskrivning af elever til friskolen. I den forbindelse skal er også kigges på skolebygningen i Ullits, som ifølge Vesthimmerlands Kommune, kan overtages for 1. mio. kr. inkl. inventar.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: