Ullits skole på ”rystesammentur”

ULLITS: I dag var skolen elevfri, da alle elever drog på udflugt for at styrke de nye klasserelationer.

Eleverne fra 0.- 2. klasse havde fokus på den gamle jernbane og færgerne i Hvalpsund. Efter at have set spor fra jernbanen i Ullits gik bussen til Hvalpsund, hvor der også blev set spor af jernbanen. Logihuset blev åbnet. Derefter gik turen over fjorden med Færgen Mary, hvor alle fik mulighed for at komme op til kaptajnen på broen. Der blev også set på gamle færger i Sundsøre pakhus. Efter at have spist madpakker og leget på legepladsen i Hvalpsund gik bussen tilbage til Ullits

Eleverne fra 3.-4. klasse steg på cyklerne og kørte til Skovbakker på Louns Halvøen. Her skulle der tipses en 13’er. Udstyret med mobiltelefoner skulle der findes forskellige dyr og urter i skoven og ved stranden. Der skulle tages billeder og løses opgaver. Vejret artede sig fra den flotte side, og det blev til en rigtig dejlig naturtur, hvor eleverne var sammen på kryds og tværs. En stor flok energibundter, der cyklede 26 km og det blev også til flere kilometer på gåben.

Med udgangspunkt i et emne om ”Æg” i madkundskab, blev eleverne i 5. og 6. klasse inviteret hjem til en elev for at se på forskellige hønseracer. Der blev fodret høns og hygget. Der blev fundet gamle æg udenfor burene, så der skulle selvfølgelig lugtes til dem.

Herefter gik turen videre på cykel til Gl. Ullits, hvor der blev spist madpakker og spillet fodbold ved Bulderly. Pludselig opstod muligheden for et besøg hos en landmand. Her blev der smagt på ”rigtig mælk” og klappet kalve. Herefter gik turen videre til fjorden og gennem Louns og Alstrup.


3-4. klasse var på cykeltur, hvor der skulle løses opgaver i naturen


5.-6.klasse havde fokus på hønseracer ligesom det blev til et gårdbesøg i Gl. Ullits.     

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: