Ullits Skole og LBO – Sammen kan vi mest

ULLITS: Farsø Avis har modtaget dette indlæg fra Anette Rieks-Pedersen vedrørende Ullits Skole og LBO.   

En lille skole som ligger i Ullits, en tilhørende LBO, hvor der er både vuggestue, børnehave og SFO. Flere tænker måske; De har et motto som hedder “Sammen kan vi mest” men hvad lægger de overhovedet i disse ord, hvad mere end ord er der mon i denne sætning.

Alle børn har enten en klasse, en stue eller en gruppe, hvor de ved, at de hører til, det være sig vuggestue, børnehave, SFO, 0. kl, 1.-2. kl., 3.-4. kl. eller 5.-6. kl. Der er de jævnaldrende børn, og her har man som udgangspunkt “hjemme”. Dejlig trygt at vide hvor man hører til.

Flere gange om ugen er der morgensang med mange forskellige tiltag; der er altid et par sange, beskeder og indimellem krydres dette af eksempelvis et eller andet eleverne har lavet på tværs af årgange, derudover er vi optaget af at få levendegjort ”sammen kan vi mest”. Hver fredag er børnehaven og vuggestuen inviteret til at komme derover og være med. Vuggestuen kommer med en lille gruppe for det skal selvfølgelig give mening og stadig være trygt at opleve. Mange elsker denne aktivitet og nyder, at de store elever har lyst til at sidde sammen med dem under morgensang.

I skolen er der nogle klasser, der arbejder med eks.vis at læse højt for de yngre elever, men også ovre i både børnehaven og vuggestuen har vi glæde af, at der indimellem dukker et stort skolebarn op for at læse. At opleve hvordan de store vokser og får et boost af at læse for nogle af de yngre er tydeligt, flere retter ryggen mere op, får et ekstra glimt i øjet og smiler stolt, når de yngre imponeres af, at denne store dreng/pige læser for dem. Det at opleve børnene være dygtige til at spørge og svare, til at lytte og til at læse på forskellige niveauer er med til at vise at ”sammen kan vi mest”.

I børnehaven har vi ofte fokus på at opdage, at man kan meget, når man hjælper hinanden. Et eksempel herpå er hvor børnene i hallen får den idé at gentage tidligere prøvet samarbejdsøvelse og straks får de samarbejdet og guidet hinanden til at stå på den samme side af den store madras. De tæller højt sammen og gør klar til at rejse den op på højkant samt slutteligt at lade den vælte ned, så madrassen er blevet vendt. Som pædagog bliver man altså stolt – at se hvordan man først går foran med forskellige lege med fokus på samarbejde og sammenhold og senere kan flytte sig til at gå ved siden af og slutteligt opleve hvordan børnene hjælper hinanden og viser at ”sammen kan vi mest”.

I vuggestuen er der også fokus på det at hjælpe hinanden både på stuen og de andre børn i huset; skulle et barn græde i børnehaven er der flere børn i vuggestuen, der stopper op, og lytter og henvender sig til pædagogerne. Når det sker oplever vi at responsen er afgørende, for at føle sig forstået og mødt. “Det er rigtigt, jeg kan også høre han/hun græder. De voksne trøster ham kan jeg se/høre.”

Gennem “Fri for mobberi” er der også blevet sat fokus på bl.a. forskellige følelser; glad, sur, ked af det mm. Vi oplever, at børnene i Børnehuset løber hen til et barn, der er ked af det, bukker sig på hug, forsøger med knus og øjenkontakt. Det er så fantastisk at opleve børnene vise hinanden den omsorg.

Vuggestuen er også heldige for vi har lavet en aktivitet, hvor vi har inviteret børn i SFO’en til at melde sig på “En dag i vuggestuen”. Her vælger barnet selvfølgelig frivilligt i SFO’en om de har lyst til at komme på aktiviteten. Det de vælger er, at komme i vuggestuen og være en eftermiddag med opgaver, leg og ro, hvis det er det behov, der er for barnet den givne dag. Man får mulighed for at opleve at hjælpe med forskellige ting, fx. hvis vi skal ud så kan de hjælpe enten verbalt eller med støtte at et barn kommer i overtøjet, derudover er dét, at man som vuggestuebarn får besøg af et stort barn dejligt, når man skal spise eftermiddagsmad, bygge hule eller hjælpe med at holde mini-børnedisko.

Det er en fornøjelse at opleve SFO børn, som kan have det svært med et eller andet  også vælger dette tilbud til. Den ro der kan skabes for dem og samtidig give glæde til børnene i vuggestuen viser igen at
 ”sammen kan vi mest”.

Vores lille skole med tilhørende LBO er i dette tilfælde optaget af at alle børn (-og voksne) føler, at de hører til og gør en forskel. Det er trygt og rart at mærke, vi er her for hinanden, for vi kan og vil gøre mottoet levende; ”Sammen kan vi mest”.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: