ULLITS: Traditionen holdes i hævd, når Ullits i aften, med byfestgudstjenesten i Ullits kirke og en lille festlig motionstur, tager hul på fire festlige byfestdage, hvor såvel store som små Ullitsborgere er inviteret med. I de kommende dage står der bankospil og Ullits Revy’en på programmet, inden der på lørdag er familiedag med alverdens aktiviteter på festpladsen bag Ullits Minihal.
Der er mange traditionsfaste programpunkter i Ullits, men nyt er det, at de alle har fået et strejf af cowboys og westernstemning. Det overordnede tema for byfesten i Ullits i år er nemlig det vilde vesten.
Dette vil man også kunne opleve i Ullits Revy’en fredag aften, der bortset fra det lokale western tema, vil være en revy der henvender sig til alle – også borgere udenfor Ullits, da det er nationale og internationale begivenheder revyholdet har taget under behandling. Håbet er derfor, at alle med lyst til et godt grin vil lægge vejen omkring Ullits Revy’en.
På byfestens største dag – lørdag, har det vilde vesten gjort sit indtog på festpladsen – eller prærien bag Ullits Minihal med et væld af cowboy inspirerede aktiviteter og smådyster – alle med et glimt i øjet. Spændende bliver det at se, hvem der bliver vinderen af den Gyldne Hestesko.
Det vilde vest vil naturligvis også have sin egen saloon med drikkevarer og cowboypølser. Og naturligvis er der også mulighed for at råbe Yiihaaa på Ullits egen vandgynge, der kan give et koldt skyl.
Når festpladsen lukker midt eftermiddag gøres der klar til stor fest og fællesspisning i Ullits Minihal. Festen vil blive akkompagneret af levende musik fra Bent Nielsen(kendt fra Janni og far) og sangerinde, som nok skal få Ullitsborgerne på dansegulvet.