STISTRUP: ”Kom forbi, hvis du tør!”. Sådan lød invitationen fra eleverne på Farsø Efterskole, da skolen for første gang inviterede børn og voksne til Halloween med et vaskeægte gyserløb. Og der var lagt op til en aften med både uhygge, overraskelser og rig mulighed for at få pulsen op.

En gård forvandlet til et uhyggeligt sted
Gyserløbet førte deltagerne til efterskolens gård, som eleverne havde forvandlet til et grufuldt og uhyggeligt sted.

Inden deltagerne blev sendt ud i mørket, blev de mødt af en dyster fortælling om gårdens mystiske fortid: -For mange år siden boede der en lille familie på gården – en mor, en far, to børn og deres hund Ronni. En nat forsvandt hele familien sporløst. Ingen har siden fundet dem. Siden har der været mystiske lyde fra huset og stalden, og flere har angiveligt set spøgelser vandre mellem træerne. Der er blevet fundet skeletter i jorden, afhuggede hoveder på stierne og blege hænder, der griber ud efter dem, som kommer for tæt på. Ifølge historien bor familien stadig på gården og kommer frem i mørket til Halloween. De venter på gæster – og denne aften var ingen undtagelse.
Deltagerne blev sendt afsted med en sidste advarsel: Hvis nogen kalder dit navn, så svar ikke. Hvis nogen rører ved dig, så rør ikke tilbage. Og ser du noget i mørket, så håb, at det ikke allerede har set dig.
Klovnen og motorsaven gav de største gys
Heldigvis var der mange, der turde tage udfordringen op og begive sig ud på gyserløbet. Men det var ikke uden konsekvenser for nerverne.
De mange hvin og skrig afslørede, at flere deltagere blev godt og grundigt forskrækkede undervejs. Adspurgt om, hvad der var mest skræmmende, pegede flere på en klovn og en motorsav som aftenens helt store gys.


Eleverne stod bag arrangementet
Bag Halloween-arrangementet stod skolens Eventlinje med hjælp fra eleverne på Praktisk-innovativ linje. Sammen havde de skabt en oplevelse, hvor både kreativitet, planlægning og praktiske færdigheder kom i spil.






Eleverne løste opgaven flot, og arrangementet blev en succes med 60 deltagere ud over skolens egne elever. Der var i år sat et loft på 100 deltagere.
Halloween vender tilbage næste år
Det blev heller ikke en engangsforestilling. Lærer på Eventlinjen, Rasmus Hald, fortæller, at skolen allerede har besluttet at gentage Halloween-arrangementet næste år.
-Vi har gjort os mange erfaringer, så det bliver endnu bedre næste år. Det betyder nok også, at vi kan skrue op for antallet af deltagere. I år var der maksimalt plads til 100 deltagere, og vi endte med 60, fortæller Rasmus Hald.




Efter gyserløbet var der mulighed for at få pulsen ned igen og nyde lidt hyggeligere omgivelser ved skolens bålhytte, hvor aftenen fortsatte med aktiviteter, mad og drikke.
/cf
