HVALPSUND: Når Havnefesten i Hvalpsund løber af stablen i uge 28, bydes der velkommen til de mange besøgende med et stort program, hvor der er noget for alle aldre.
Bemærk, at der i år er rykket om på flere programpunkter bl.a. for at de unge – og ungsindede, lørdag aften kan få deres egen aften med diskotek.
Havnefesten holder traditionen tro til på det grønne område på Havnepladsen mellem legepladsen, madpakkehuset, Havnens Oase og Muslingeriet, hvor også det store festtelt er opstillet.
Starter på tirsdag
For et par år siden vendte Havnefestgudstjenesten tilbage på programmet efter 15 års pause. Den er naturligvis også på programmet her i 2025 og er sågar Havnefestens første programpunkt. Det er sognepræst Steen Rughave der står for den særlige gudstjeneste der finder sted i havnefestteltet tirsdag aften. Jættebanden deltager med sang og musik. Efter gudstjenesten vil der være mulighed for at købe kaffe og kage.
Det populære havnebanko
Onsdag aften finder det populære Havnebanko sted, arrangeret af Hvalpsund Idræts- og Fritidsforening. Sidste år var et godt stykke over to hundrede bankospillere fra nær og fjern bænket i det store festtelt. Også i år vil der være en særdeles god gevinstpulje at spille om på rækken og pladen. Overskuddet fra Havnebanko vil gå til lokale formål som vil blive oplyst på aftenen.
Hvalpsund Løbet
Hvalpsund Løbet finder traditionen tro sted torsdag aften. De 6,5 km har start og mål på Havnepladsen med Limfjorden i baggrunden – så er det uden tvivl et af landets flotteste løb. Løbet – som også kan foretages i rask gang, har en smuk rute gennem Hvalpsund by og sommerhusområde.

Løbet afvikles uden tidstagning, men til gengæld vil der være præmie til hurtigste kvinde og mand i mål, men ellers gælder det om at være med. Desuden er der præmier, som der trækkes lod om blandt alle deltagere.

Se og Smag på Hvalpsund er flyttet til torsdag
I år er den kulinariske tur gennem Hvalpsund ”Se og Smag” flyttet til torsdag. Det betyder at der både er løbere(Hvalpsund Løbet) og ”feinschmeckere” i gadebilledet samtidigt.


Det er 5. gang at den populære gå-tur gennem Hvalpsund med smagsprøver undervejs finder sted. Det skyldes at Hvalpsund har mange gode spisesteder. Der har været udsolgt de seneste år, derfor er deltagerantallet i år hævet fra 200 til 300 deltagere. Antallet af smagsstop er sågar også hævet fra 11 til 12, så ingen går sultne hjem. Der er stadig enkelte billetter at få i Brugsen Hvalpsund.
Marked og bagagerumssalg
Nyt er det i år, at såvel private som kræmmere kan stå side om side for at sælge nye og brugte sager på det grønne område på Havnepladsen. For private er det som bagagerumssalg, altså at man sælger fra bil, trailer eller bord. Muligheden er der fredag, lørdag og søndag.
Havnemiddag flyttet til fredag
Havnemiddagen – altså teltballet for det voksne publikum, er flyttet fra lørdag aften til fredag aften. Forventningen er at endnu flere vil deltage – ikke mindst når populære Fjordfolk – som er irsk folkemusik, er på programmet. Aftenen lægger ud med menuen Helstegt pattegris fra Det Lille Slagteri, som der skal købes billet til i Brugsen Hvalpsund. Hvis man ikke når det, er der mulighed for at dukke op efter spisningen og deltage i resten af festen.

Nyhed lørdag – diskotek
Lørdag er der gratis rundstykker og kaffe på havnen, så længe lager haves. Ligesom de forrige dage vil der marked/bagagerumssalg øltelt og tombola.
Lørdag aften er der som før nævnt en nyhed på programmet, nemlig diskotek. Det er Diskotek Madsen, med den lokale DJ Kristian Madsen fra Ullits, der sørger for den gode musik til den stemningsfulde aften, der varer et godt stykke ud på natten.

Festens populære indslag
Søndag formiddag, indledes Havnefestens sidste dag med det Gratis Sildebord i Ølteltet. Det er en tradition som byens borgere forventer fast er på Havnefestens program.
Søndag eftermiddag afvikles havnefestens nok mest populære indslag, nemlig plankeslagsmålet, hvor deltagerne kæmper på en planke udlagt mellem mole og en fiskekutter. Reglerne er simple. Den der bliver stående på planken har vundet og går videre til næste runde. Taberen må naturligvis tage sig en tur i havnens vand, hvilket altid er til stor morskab for publikum.

Forinden er det store byfestoptog med Kimbrer Garden i spidsen gået gennem byen, hvilket trækker mange tilskuere til langs fortovene. Optoget har på en del af ruten den mest fantastiske kulisse i baggrunden, som den kun fås i Hvalpsund, nemlig Limfjorden.

Slutter af med stemningsmusik i teltet
Eftermiddagen byder også på musikalsk underholdning nemlig med musikeren Henry Therkelsen, der spiller kendte numre som der både kan synges og danses til. Til musikken er der billig grillmad og drikke, således Havnefesten kan sluttes af med manér.

/cf

