Udvekslingselev genbesøgte Farsø Rotary Klub og VHG efter 10 år

FARSØ: Fer fra Argentina var udvekslingselev gennem Farsø Rotary Klub for 10 år siden. Hun fulgte danskundervisning på Vesthimmerlands Gymnasium, og hun gjorde sig i det hele taget umage for at lære sproget.

I sidste uge lagde Fer ganske uventet vejen forbi gymnasiet til en lille snak og for at hilse på et par af de lærere, hun havde dengang samt for at hilse på gymnasiets nuværende udvekslingselever. Uddannelsesleder Mads Ilsøe kunne konstatere at hun stadig kan føre en samtale på dansk.

I de 10 år der er gået efter at Fer forlod Farsø og Vesthimmerlands Gymnasium har hun indledt sine studier på universitetet i Argentina. Hun læser ”international relations”. Dertil arbejder hun for et firma, der har samhandel med Tyskland, for efter at have lært dansk var tysk overkommeligt at lære, så det gjorde Fer.

Nu er Fer på rundtur i Europa. Hun har besøgt Farsø Rotary Klub og Vesthimmerlands Gymnasium. På gymnasiet mødte de to nuværende udvekslingselever Emilia fra Chile og Ripley fra USA. De fik en god snak om livet som udvekslingselever, og Fer inspirerede med sin historie om, hvad året i Danmark havde givet hende i forhold til personlige og professionelle kompetencer. Fer forlod i et år de trygge, hjemlige rammer til fordel for et år i Farsø og på VHG, og udbyttet har tydeligvis været enormt vigtigt og stort.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: