GATTEN: Galleri Himmerland har valgt et dobbelttydigt emne som tema i sommerens og efterårets udstilling.
Temaet er valgt apropos den tid vi lever i, hvor ro og uro ofte er faste følgesvende i en dagligdag præget af Coronavirus og klimaforandringer.
11 kunstnere bidrager til (U)ro
Galleriet har således bedt 11 af deres kunstnere om at give deres fortolkning af dette tema. Det har resulteret i en række spændende kunstværker, som publikum kan fordybe sig i.
Kunstmaleren Anette Walther er inspireret af hendes mange udlandsrejser. Hendes palet spænder fra afdæmpede jordfarver til klare kulører i stærke farvekompositioner. Billedsproget spænder fra det abstrakte til det helt naive naturalistiske.
Gitte Skovmands malerier er serier, som oftest er tematiseret i, hvilke emner der optager hendes liv, og den samtid vi er en del af. Hun ønsker at skabe fortællinger gennem sine værker, hvor der er åbent for flere fortolkningsmuligheder. Gitte opbygger sine akrylmalerier i lag på lag, bestående af realistiske elementer, der i kompositionen bliver fabulerende.
Helena Hülsen tager os med ind i fantasiens rige. Et rige, hvor der er vendt op og ned på himmel og jord, på op og ned og for og bag. Med stor detaljerigdom beskriver Helena sin fantastiske eventyrverden. Hendes kunst kan vise os livets skæve og uforudsete sider og ved sin magi sætte skub i iagttagerens fantasi. Fantasi og følelser, ofte dybe og komplicerede er, hvad Helena Hülsens billedunivers er opbygget af.
Fabulerende naivisme er Joan Strøms malerier blevet kaldt. Joan vil gerne vise optimistiske billeder i glade farver og fortælle historier, som ikke nødvendigvis er realistiske, men godt må være finurlige og fantastiske. Hun anvender en speciel maleteknik, hvor hun ved at bruge bejdse farver som baggrund og derefter bygge på i akrylfarver kan skabe et helt unikt udtryk i sine malerier.
Muncks billedverden er præget af dramatik, patos og følelser. Vi tages med ind i et univers med genkendelige landskabselementer, men hvor alt er indhyllet i en tågedis, der giver en stemning af drømmende mystik. Hun formår at frembringe et helt forunderligt lys og en dybde i sine smukke billeder. Inspirationen henter Marianne på sine mange udlandsrejser, især til Italien, Spanien og USA, men også de hjemlige himmelstrøg giver anledning til stor inspiration.
Århusianske Marianne Helstrup finder inspiration gennem daglige gåture i skoven og langs kysten i Århus. Hun gengiver naturen i fri fortolkning. Marianne tager farver indtryk, ro og dufte med hjem i atelieret. Her bliver indtryk til udtryk. Med sit valg af bløde farver gengiver hun balance og indre ro. Gennem sin kunst opfordrer Marianne Helstrup til at vi alle reflekterer over vores relation til naturen med specielt fokus på vores (over)forbrug af naturens ressourcer
Et par gange igennem Michael Grønlunds snart lange karriere, har han taget et såkaldt kvantespring i stilmæssig forstand. Tidligere var det abstrakt ekspressionistiske udtryk helt i fokus og figurerne var skjult i farvelagene. Nu bliver disse malerier suppleret af værker med et mere figurativt udtryk. Dog spiller ekspressionismen stadig en stor rolle i billederne og giver dem liv og spænding. Den figurative stil giver Michael mulighed for at give sine meninger til kende og komme med sine statements i forhold til den verden der omgiver ham.
Karin Lykke Waldhausen kan lide at tænke på sine billeder som en fremkaldelse af noget, der allerede findes. Karin arbejder systematisk fra start til slut, og alligevel springer maleriet ofte fra hende på et tidspunkt. Det går simpelthen sine egne veje og først når maleriet møder betragterens øjne forbinder det sig med vedkommendes krop, sanser og erfaring, og en ny fortælling er opstået. Billederne hos Galleri Himmerland er fra stranden og skoven, og kan bedst beskrives som lyriske naturabstraktioner balancerende på grænsen til det genkendelige.
Sprudlende kreativt energibundt er en rammende beskrivelse af multikunstneren Nina Hansen, som oprindelig kommer fra Norge, men nu er bosiddende på Fyn. Ud over at udtrykke sig gennem abstrakte og ekspressive malerier, er hun også en talentfuld formgiver, hvilket kommer til udtryk gennem arbejdet med porcelæn, raku og stentøj. Dertil kommer smukke bronzestøbninger, som hun udfører hos den verdenskendte bronzekunstner Jens Galschiøt
De sidste deltagere i galleriets temaudstilling er bronzekunstnerne Niaz Bayati og Avan Fatah. Niaz og Avan er gift, bor i Danmark og er til daglig tilknyttet førnævnte Jens Galschiøts bronzestøberi dels som udøvende kunstnere men også som undervisere. Bronzekunstnerne har bl.a. leveret kunstværker til Kongehuset, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere udenrigsminister Lene Espersen.
Fernisering på lørdag
Ved ferniseringen på sommerudstillingen på lørdag er det igen i år lykkedes Galleri Himmerland at få politikeren Marie Bjerre til at holde åbningstalen. Alle er velkomne og desuden er galleriet vært ved et lettere traktement.