Turismepris toppet med miljø certificering

HVALPSUND: I starten af sidste uge blev Hvalpsund Familie Camping vinder af turismeprisen ”Årets Turismeindsats 2023”, som efter en afstemning blev tildelt campingpladsen af Destination Himmerland.

Overrækkelsen af prisen fandt sted under overværelse af mange andre himmerlandske turistvirksomheder og frivillige der bidrager til turismeindsatsen. 

Fra turistdirektør Johanne Bugge, der stod for overrækkelsen af ”Årets Turismeindsats” til Hvalpsund Familie Camping, lød det:

Fokus på miljøvenlige initiativer

Efter Brian og Sofie Midtgård Skov’s overtagelse af Hvalpsund Familie Camping i 2021 – og især i 2023, gjort en betydelig indsats for at fremme bæredygtighed og skabe fremragende faciliteter. Deres campingplads er nu kendt for sit fokus på miljøvenlige initiativer.

Eneste campingplads i Jylland med EU-Blomsten
At det er blevet bemærket, viste en certificering EU-Blomsten, som Hvalpsund Familie Camping ganske vist gennem hele 2023 har arbejdet for at opnå, men som Brian og Sofie Midtgård Skov, ikke havde ventet kom i hus ved denne lejlighed. Det var en overraskelse.

Certificeringen er blevet til i samarbejde med Miljømærkning Danmark. Hvalpsund Familie Camping er den første campingplads i Jylland, der har modtaget certificeringen.

-Vi er stolte og beærede over at have vundet prisen “Årets Turismeindsats”. Det er en kæmpe anerkendelse af vores arbejde og passion for at skabe en familiecampingplads med fokus på natur, nærvær og fællesskab. Vi takker for nomineringen, for alle stemmerne og sender en tak til samarbejdspartnere og gæster på Hvalpsund Familie Camping. At opnå certificeringen med EU ecolabel er et bevis på, at vi prioriterer fokus på miljøet højt. Vores mål har været at skabe en campingplads, hvor gæsterne med god samvittighed kan benytte faciliteterne, da vi aktivt har truffet grønne valg. Certificeringen er nu et klart bevis på, at vi har nået det mål. Det er stort at være den anden campingplads i Danmark, som opnår EU ecolabel certificeringen, siger Sofie og Brian Midtgaard Skov.

Stopper ikke med certificering
Et par dage efter turismeprisen og certificeringen møder Farsø Avis Sofie og Brian Midtgaard Skov på campingpladsen i Hvalpsund.

Her sidder de ikke og soler sig i pris og certificering, nej de er i gang ude på pladsen. Og netop med en opgave, som EU-blomsten, vil nikke anerkendende til.

De er ved at gøre pladsen klar til sæsonen. Grantræer er blevet topkappet for at give sol, lys til campingenhederne og bedre udsigt til fjorden. Men i stedet for at køre grangrenene på genbrugspladsen i Farsø, så bruges de i et kvashegn på pladsen. Ud over at give læ, så bidrager hegnet også til biodiversitet og levesteder for dyr.

-Vi fjerner heller ikke græs fra pladsen. Vi har en bioklipper, som nedfælder græsset. Tæt på campingenhederne har vi dog monteret en opsamler. Dette græs samler vi til kompost, fortæller Brian Midtgaard Skov om de mange miljøtiltag som campingpladsen har indført.

Campister kan aktivt vælge deres forbrug
Noget at det første som campingpladsen, som en del af certificeringen, fik styr på var forbrug af vand og el.

Ikke kun campingpladsens egen men også på enhederne. Tiltag der kan reducere miljøaftrykket.

-Vi har valgt at campisterne kan gøre et aktivt valg med hensyn til deres forbrug, forklarer Brian Midtgaard Skov. Nu kan man selv vælge at tage korte bade under bruseren og kun betale for det. Det samme gælder el, hvor campisterne kan købe en strømpakke, der passer til deres forbrug. Det har selvfølgelig krævet investeringer i vandbesparende brusere og el-målere, der nøje kan måle forbruget. Desuden bruges solvarme til opvarmning af brugsvandet.

Af andre tiltag på pladsen er også affaldssortering og brug af miljøvenlige rengøringsmidler.

Campister vil bevidst vælge campingpladsen i Hvalpsund
Sofie Midtgaard Skov fortæller, at det ca. er et år siden, at Hvalpsund Familie Camping, gennem Destination Himmerlands ”Next Step Himmerland” blev opmærksomme på miljøcertificeringen, som er en EU ecolabel certificering.

-Certificeringen er langt mere udbredt i f.eks. Tyskland og Holland, som vi har mange gæster fra, fortæller Sofie Midtgaard Skov, så vi har klart med denne certificering en forventning om, at vi vil blive valgt fremfor andre campingpladser, grundet vores fokus på miljøaftrykket, men også vore aktiviteter på pladsen, hvor vi prioriterer natur og fællesskab højt.  

Mens campingbranchen generelt i 2023 havde en tilbagegang i overnatninger, så det anderledes ud i Hvalpsund, hvor man havde en fremgang på 2%. Så campisterne har altså allerede fået øje på tiltagene på Hvalpsund Familie Camping.

/cf

FAKTA: EU Blomsten
Et overnatningssted med EU-Blomsten skal leve op til en række obligatoriske krav inden for bl.a. energi- og vandforbrug samt håndtering af affald. Herudover er der en række valgfri områder, som man skal opnå et antal point indenfor.

De obligatoriske krav omfatter bl.a.:
-Energieffektive installationer inden for belysning og opvarmning af lokaler samt brugsvand.
-Vandbesparende installationer i baderum og toiletter samt begrænsning af mængden af tøjvask.

-Begrænsning af affaldsmængder ved madservering, gennem affaldssortering og forbud mod at anvende en række engangsemballerede produkter.

De supplerende valgfri områder omfatter bl.a.:
– Anvendelse af lokale og økologiske produkter ved servering af mad.
– Ingen brug af pesticider ved pasning af udearealer.
Kilde: Miljømærkning Danmark

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: