FARSØ: Selvom der ikke var bålblus med heks udenfor Højgården, så holdt det trofaste fremmøde på ca. 50 personer ved på Højgården Skt. Hans aften, hvoraf en del kom udefra.
I fællessalen var der dækket op til kaffe og kage. Men forinden var der fællessange og taler.
Formand for Højgårdens Venner, Kjeld Nøhr bød velkommen og beklagede, at det i år ikke var muligt med heks og bål grundet afbrændingsforbud, men til gengæld kunne der synges ligeså mange sommersange, som de fremmødte havde lyst til med akkompagnement på klaver fra Bente Saarup.
Jens Chr. Pedersen talte om de ældres vilkår
Og dem blev der en del af ind imellem ”båltalen” fra Jens Chr. Pedersen og kaffen.
Jens Chr. Pedersen, Fandrup havde valgt at tale om de ældres vilkår før i tiden og i dag. Han tog udgangspunkt i sine barndomsminder om sine bedstefædre.
Min farfar var gårdejer i Ejstrup ved Flejsborg. Da han blev ældre flyttede han ind på alderdomshjemmet Søperlen her i Farsø. De fysiske rammer her var bestemt ikke prangende. Til gengæld var beboerne raske nok til at have fælles sociale aktiviteter. For min farfars vedkommende var det kortspil når der kunne samles fire til et slag whist. Noget som jeg tydelig husker er, at min farfar gerne ville have en øl til sin frokost. Det var lederen så ikke begejstret for. Så hvis han ville have den måtte den hentes i kælderen af ham selv og han skulle have aftalte penge med. Så hvert besøg vi gjorde, der havde vi småpenge med. Da min morfar flyttede fra sit husmandssted, da flyttede han til et lille hus i Gl. Hvam. Her boede han alene og klarede sig selv. Dermed bestemte han også selv hvad han spiste og det var ikke lige sundt alt sammen. Der var ingen af mine bedsteforældre der fik hjemmehjælp. Når der var brug for hjælp var det familien der trådte til. Det var ikke noget specielt for vores familie, det var helt normalt. Først da min farfar blev fysisk svækket kom han på Søperlen. Det her var jo så i 1960’erne, hvor velfærdssamfundet efterhånden voksede frem. Mine bedstefædre døde begge i starten af 1970’erne, så jeg kom lidt på afstand for forholdene for ældre indtil jeg kom i kommunalbestyrelsen i Farsø Kommune i 1990. På det tidspunkt var ældrepleje helt og holdent en offentlig opgave. Det ændrede sig i løbet af 90’erne, da regeringen besluttede at private også skulle kunne være hjemmehjælp. Det betød at arbejdet skulle udbydes i licitation og så skulle opgaver beskrives i deltaljer m.h.t. indhold og den tid der var afsat. Det var en stor opgave for en relativ lille forvaltning. Det stod klar for mig som socialudvalgsformand, at området stod overfor en total forandring. Hvor hjemmehjælperen før kunne aftale med den ældre hvad der var behov for og hjælp til en bestemt dag, så blev det nu på forhånd bestemt hvilken hjælp man kunne få. Begreber som bestiller, leverandør, visitator og minut-tyrani dukkede op. For slet ikke at tale om begrebet dokumentation. Det virker jo egentlig fornuftigt, at der blev mulighed for at vælge imellem kommunal og privat pleje. Men det kommer med en pris. Det betød at medarbejderens mulighed for at hjælpe ekstraordinært blev reduceret til ingenting. Lige siden har der ikke været noget regering der ikke har sat afbureaukratisering på ældreområdet på dagsordenen. Heller ikke den nuværende. Jeg ønsker dem held og lykke med opgaven. Men hvis det skal lykkes, så stiller det krav til alle. Det stiller krav til stat og kommune om at fjerne de nuværende krav, regler og tilsyn, men også til os pårørende. Hvis vi fortsat vil have dokumenteret i samme form som nu, så ændrer dokumentationskravene sig ikke. Kontrol skal afløses af tillid til at medarbejdere i ældreplejen faktisk har valgt deres arbejde ud fra et ønske om at gøre en positiv forskel for de mennesker de har med at gøre. Der vil ske fejl, men det vil der også gøre med de nuværende regler og dokumentationskrav. Fejl skal rettes, og man skal lære af dem. Men det skal være de, hvor fejlene er begået og ikke ved at trække nye tilsyn og regler ned over hele det landsdækkende ældreområde. Vi bliver mange flere ældre i årene der kommer. Der bliver brug for flere medarbejdere indenfor ældreplejen. Og der bliver brug for at beholde dem der allerede arbejder der. Det kræver ordentlige arbejdsforhold, hvor den enkelte medarbejder har reel indflydelse på sit eget arbejde og oplever tillid fra arbejdsgiver og brugere til at man gør sit bedste til at løse opgaverne, lød et fra Jens Chr. Pedersen.
