Trods kriser – færre bededage

Svend Erik Olesen, Enhedslisten

Svend Erik Olesen, Enhedslisten

Af: Svend Erik Olesen, Enhedslisten. Tranevej 19, Farsø

Mange danskere var i 1976 så oplyste og samfundsbevidste, at de kunne more sig over Niels Hausgaards sang ”Brev til banken” fra LP´en ”Men det går jo nok”.

Vil du høre eller genhøre sangen, hvilket stærkt kan anbefales, så pas på, hvis du ikke er vel befaret i det nordjyske, sangen bliver sunget på vendelbomål.

I ”Brev til banken” fortæller Hausgaard om en nok lidt naiv og enfoldig vendelbo (dansker), der skriver til direktøren for sin bank, at de penge han har stående på sin konto, holder ham vågen om natten. Problemet er, at hans nabo bygger sit hus større, køber bil, holder stort sølvbryllup osv. selv om naboen er en ”pjålt” (pjalt). Nu er vendelboen blevet bekendt med, at naboen låner alle pengene til sine udskejelser i selvsamme bank, hvor hans penge er anbragt. Derfor vil han gerne, om bankdirektøren vil sørge for, at han i det mindste ikke låner en øre af de penge, vendelboen har på sin konto.

Mette Frederiksen, der jo er opvokset i Aalborg, har sikkert, for at få inspiration under regeringsforhandlingerne, lyttet til nordjyske sange og tilfældigt hørt Hausgaards sang. Hun må have tænkt, at den vendelbo Hausgaard sang om var genial. På samme måde ville det være genialt, hvis statsministeren garanterede, at de penge regeringen vil skaffe ved, at danskerne skal arbejde mere og holde mindre fri, bliver øremærket til brugen af våben og krig. Troen på våben og krig er blevet den danske befolknings åndelige sammenhængskraft på linje med dronningen og folkekirken. Alle har forstået: ”We can´t feed the poor. But we can fund a war”.

Så behøver statsministeren ikke tænke på at forklare, hvor pengene kommer fra til skattelettelser til de rige, til mindre selskabsskat og til mindre arveafgift. I regeringens fortælling er sådanne skatter misundelsesskatter, men, hvis man benytter den slags populistiske forklaringer, kunne man i stedet sige, at der egentlig er tale om retfærdig skat på grådighed. Statsministeren fortæller blot, at skattelettelserne til de rige findes ved at spare på velfærden, hvilket er nødvendigt i en krisetid, som vi ifølge statsministeren altid befinder os i. Ikke et ord om en mere ligelig fordeling af goderne. For, hvem skulle det dog gavne. I et samfund, hvor enhver er sin egen, lykkes smed, går det altid kun ud over ”de andre”. Og ”de andre” kan gå tiggergang for almisser, så regeringen og de rige bilder sig ind, at de kan være sig selv bekendt og føle godheden som en dundyne i denne kolde tid.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: