TREND: Hvert andet år arbejder Vesthimmerlands Kommune med lokale udviklingsplaner – de såkaldte LUP’er – for kommunens otte distrikter, som tilsammen omfatter kommunens 45 landsbyer.
Alle distrikter har nu afholdt de indledende idémøder, hvor nye projektforslag er kommet på bordet. Arbejdet er fortsat med næste møderunde, hvor idéerne bliver konkretiseret, og der vælges projekter, som skal udvikles videre med lokale kræfter tilknyttet.
Over 30 deltagere samlet på Trend Kro
Sidste onsdag mødtes over 30 personer på Trend Kro for at arbejde videre med projekterne i Distrikt 6. Distriktet omfatter Overlade, som Trend hører under, samt Ranum, Vilsted og Ravnstrup.

På mødet blev deltagerne enige om beskrivelserne af de prioriterede projekter. De skal nu videre til Landdistriktsudvalget i november, hvor de bliver gennemgået, inden de nye lokale udviklingsplaner for de otte distrikter efter planen godkendes af Byrådet i december.
Både Byrådet og Landdistriktsudvalget har et ønske om færre, men større projekter. Det ønske har deltagerne taget til sig, og i Trend er der især fokus på et projekt, der allerede har fået benævnelsen som et ”Limousineprojekt”, nemlig en sauna med solnedgangsplads på taget
Sauna med solnedgangsplads på taget
Projektet skal bygge videre på den eksisterende områdefornyelse ved Trend Strand og skabe nye muligheder for både lokale beboere og besøgende.
På mødet blev projektbeskrivelsen formuleret med fokus på både ophold, tilgængelighed og forskønnelse af området.
Planen er at opføre en saunabygning med tilhørende faciliteter og etablere en solnedgangsplads på taget, hvor man kan nyde udsigten over vandet. Derudover skal en sti med lav hældning gøre det lettere for gangbesværede at komme ned til den nye badebro.

Hele området – inklusive parkeringspladsen – skal forskønnes med naturligt forekommende planter, der både bidrager til et grønnere udtryk og fungerer som afskærmning. Samtidig skal området mellem saunaen og viadukten indrettes, så det i højere grad indbyder til ophold og aktiviteter.

Flere idéer skal styrke fællesskabet
Saunaprojektet er ikke det eneste initiativ, der er blevet prioriteret i Trend.
Et andet forslag handler om at etablere et lokalt mødested, der kan danne ramme om forskellige aktiviteter og styrke fællesskabet i området. I den forbindelse blev der på mødet skabt kontakt til Troldebakken.
Derudover er der forslag om at etablere en udendørs padlebane i Trend-området i regi af sommerhusforeningen.
Trend er et område i udvikling, hvor stadig flere vælger at bo hele året. Det giver nye muligheder for at skabe aktiviteter og fællesskaber, der rækker ud over sommerhuslivet.
Opfordring til at styrke organiseringen
Peter Bach Frederiksen og Mads Albrektsen, begge fra Kultur-, Fritid- og Landdistrikter i Vesthimmerlands Kommune deltager i arbejdet med de lokale udviklingsplaner sammen med distrikterne.
De peger på, at det kan være en fordel at ændre Trend Sommerhusforening, der fungerer som grundejerforening, til en egentlig borgerforening – eventuelt i samarbejde med Borregård.
En sådan organisering vil kunne give bedre muligheder for at søge fondsmidler og dermed skabe et stærkere økonomisk grundlag for at realisere de lokale projekter.
Også projekter i de øvrige landsbyer
På mødet blev der desuden arbejdet med projekter for Overlade, Ranum, Vilsted og Ravnstrup. Flere af forslagene går på tværs af landsbyerne og bygger på samarbejde.
/cf
