TREND: Regn kunne ikke holde de fremmødte væk, da Trends nye badebro lørdag blev officielt indviet. Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Per Nyborg, klippede snoren sammen med Alma foran et talstærkt publikum.
Forinden havde formand for Trend Sommerhusforening, Kim Skaarup, budt velkommen, inden Per Nyborg holdt åbningstalen og erklærede badebroen for indviet.
-Det er måske lidt utraditionelt at indvie en badebro her i oktober. Vandtemperaturen indbyder i hvert fald ikke lige til, at vi skal have en dukkert i dag. Men det passer faktisk meget godt til Trend, for Trend er ikke bare en sommerstrand. Det er et sted, der bliver brugt året rundt,« lød det fra Per Nyborg.
Han pegede på, at området benyttes af både badende, surfere, kajakroere, naturelskere, sommerhusgæster og lokale beboere.
45 meter ud i fjorden
Den nye badebro strækker sig omkring 45 meter ud i Limfjorden. Det er en væsentlig fordel ved Trend Strand, hvor man normalt skal et godt stykke ud i vandet, før det bliver dybt.

-Men broen handler om mere end bare hurtigt at komme ud på dybt vand. Den er lavet med bredere passager og forskellige niveauer, så flere kan bruge den. Man kan bade, man kan komme tæt på vandet, og man kan lægge til med eksempelvis en kajak, sagde Per Nyborg.
Ambitionen er at udvikle Trend som et attraktivt område for vandaktiviteter uden at ændre på det, der allerede gør stedet særligt.
-Ikke forstået som et stort forkromet projekt, men som et sted, hvor vi bygger videre på det, der allerede gør Trend til noget særligt. Nemlig fjorden, stranden, vinden, naturen og de mange mennesker, der bruger området, lød det fra udvalgsformanden.

Lokalt engagement er afgørende
Badebroen er en del af områdefornyelsen i Trend, som Vesthimmerlands Kommune gennemfører i samarbejde med en lokal arbejdsgruppe. Målet er at skabe endnu bedre rammer for friluftsliv, fællesskab og aktiviteter ved fjorden.
Per Nyborg fremhævede betydningen af, at udviklingen sker i tæt samarbejde med de mennesker, der kender området bedst.
-Det er ikke ved at sidde på rådhuset og beslutte, hvad der er bedst lokalt, men det er ved at lytte til de mennesker, der bor her, bruger områderne og kan se mulighederne, sagde han.
Han rettede samtidig en stor tak til det lokale Visionsråd og de mange frivillige, der har bidraget med idéer, ønsker og praktisk engagement.
-En badebro kan måske umiddelbart lyde som et forholdsvis enkelt projekt, men den kan skabe aktivitet, fællesskab og oplevelser. Den kan få flere mennesker herud til fjorden og være med til at gøre et allerede attraktivt område endnu bedre, lød det fra Per Nyborg.
Han takkede desuden NBC Marine for opsætningen af badebroen samt Team Havn, Natur & Byrum, Mads Albrektsen og Kultur- og Fritidsforvaltningen for deres indsats.
Men den største tak havde han til de lokale frivillige.
Den største tak går til jer mange frivillige her i Trend, som har brugt mange timer på at få noget til at ske her, hvor I bor, sagde Per Nyborg.


Flere projekter på vej
Også Paw Hougaard, formand for Visionsrådet i Distrikt 2, der omfatter Overlade, Trend, Ranum, Vilsted og Ravnstrup, glædede sig over det lokale engagement og den store opbakning til indvielsen.
-Jeg vil sige tak til projektdeltagerne, men også en rigtig stor tak til hele sommerhusområdet og alle de brugere, som er med til at støtte op om projektet. I er også med til, at det hele kunne blive til noget, så det er ligeså meget jer, I skal takke for det her, sagde han.
Han ser frem til de næste dele af områdets udvikling. Arbejdet med pladser til kitesurfing og windsurfing er allerede i gang, og næste skridt bliver blandt andet at se på en forskønnelse af parkeringsområdet på den anden side af vejen.
-Jeg er spændt på fremadrettet at se det helt færdige projekt, sagde han.
Paw Hougaard glædede sig også over, at så mange var mødt frem trods regnvejret, og fremhævede dagens øvrige aktiviteter, herunder den nye legeplads i sommerhusområdet.

En dag med flere lokale samlingspunkter i Trend
Indvielsen af badebroen var nemlig dagens tredje programpunkt. To timer tidligere var deltagerne mødtes ved petanquebanen i sommerhusområdet, hvorefter turen gik videre til legepladsen. Begge steder sørgede frivillige for forfriskninger.
Arrangementerne var målrettet medlemmerne af sommerhusforeningen, mens indvielsen af badebroen også samlede engagerede i landdistriktsudviklingen fra Trend og resten af Distrikt 2
Den nye badebro føjer sig til en række lokale projekter, som Vesthimmerlands Kommune sammen med lokale borgere har været med til at realisere. Tidligere på året blev der indviet badebroer i Hvalpsund og på Louns, en bikepark i Østrup og senest en skaterpark i Haubro.
/cf
