Trend har fået badebro

TREND: I lørdags tog morgenbaderne i Trend det første dyp i Limfjorden fra Trends helt nye badebro.

Opført på en uge
Badebroen er blevet opført på blot en uge, og allerede lørdag viste den, at den kan klare lidt af hvert. Limfjorden viste tænder, men den nye bro stod fast og gav morgenbaderne mulighed for at komme sikkert i vandet.

For de lokale morgenbadere og alle de andre brugere af Limfjorden ud for Trend er broen et ønske man har haft gennem mange år.  Ved Trend Strand skal man nemlig normalt et godt stykke ud i Limfjorden, før vandet når en op til navlen.

Det problem er nu løst. Med den nye badebro, der strækker sig 45 meter ud i fjorden, er der blevet langt bedre mulighed for at komme ”under”. For enden af broen er der etableret en badetrappe.

Plads til både badende og kajakker
Badebroen er udformet med brede passager og flere niveauer. Det gør den mere tilgængelig for forskellige brugergrupper og betyder blandt andet, at også gangbesværede personer får bedre adgang til vandet.

Samtidig er broen tænkt som mere end blot et sted til en hurtig svømmetur. Udformningen giver mulighed for, at kajakker kan lægge til ved broen, og dermed kan den nye bro også blive et naturligt samlingspunkt for andre vandaktiviteter.

Let adgang fra parkeringspladsen
Den nye badebro ligger lige ved tunnelen under Viborgvej ved den store parkeringsplads. Placeringen giver gode og trafiksikre adgangsforhold til den offentlige strand og badebroen.

Den nye badebro ligger efter tunellen der går under Viborgvej fra den offentlige p-plads.

Der er dog fortsat en udfordring for kørestolsbrugere og gangbesværede. Selve strækningen fra parkeringspladsen og frem til broen over stranden er endnu ikke fuldt farbar for alle, men det vil der blive gjort noget ved.

En del af områdefornyelsen i Trend
Den nye badebro er en del af områdefornyelsen i Trend, hvor Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med en lokal arbejdsgruppe arbejder på at skabe nye og bedre rammer omkring Trend sommerhusområde og Trend Strand.

Ambitionen er blandt andet at udbygge mulighederne for vandaktiviteter og dermed styrke et område, som allerede bliver flittigt brugt af både lokale borgere og sommerhusgæster.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.