Træd ind i en 100 år gammel tidslomme som Vesterbølle levendegør

VESTERBØLLE: I kommende weekend er der igen Levende Landsby i Vesterbølle, hvor hele byen sættes på den anden ende og bliver levendegjort som for 100 år siden.

Publikum kan opleve en anden tidsalder, hvis man begiver sig ud i byen, lørdag eller søndag. Igen i år er muligt at købe en todages billet til en fair pris.

Det er foreningen Levende Landsbykultur i Vesthimmerland og Vesterbølle Sogns Beboerforening, der står bag det store arrangement, som er blevet en tilbagevendende tradition den første weekend i august.

Afholdt siden 2005 – og bliver i år udvidet
Arrangementet har været afholdt i Vesterbølle siden 2005 og er i år udvidet med deltagelse af ”De unge på de gamle”, som kommer med deres gamle traktorer og landbrugsredskaber.

Livet og dagligdagen for 100 år siden
Der bliver stort rykind de to dage, arrangementet varer og gæsterne vil føle sig i en tidslomme og vil blive sat godt 100 år tilbage i tiden og man vil opleve hvordan livet og dagligdagen var dengang, da der blev anvendt håndkraft til arbejdet.

Beboere er arbejdende statister
Vesterbølle by afspærres og de fleste beboere og andre frivillige er arbejdende statister. Byen åbner kl. 10, hvor man allerede ved indgangen kan fornemme en anden tidsalder med de forskellige aktiviteter.

Vesthimmerlands borgmester går også til hånde
Igen i år vil Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen officielt åbne høstdagene. Det foregår på Hougaarden, som netop er blevet overtaget af Levende Landsbykultur, og borgmesteren vil sammen med høstfolkene gå i marken og arbejde. Her vil høsten blive overvåget af herremanden, der sammen med ridefogeden svinger pisken over fæstebønderne.

Publikum kan både følge og høre høstfolkene
I marken kan publikum følge de muntre scenarier, der udspiller sig her, blandt anden den fordrukne bonde der senere kommer på træhesten. Hans unge kone, der skal føde midt i høsten bliver bragt til Hougaarden. I år er der investeret i to nye højttalersystemer så publikum både på Hougaarden og i høstmarken kan høre hvad der udspiller sig blandt høstfolkene.

Også mange andre aktiviteter
Mange andre aktiviteter er også på plads i år. Hele dagen vil gamle tærskeværker blive vist i funktion. Dansk fåreavl møder frem med flere af deres racer og der vil blive klippet får i løbet af de to dage ligesom man kan opleve hvordan man forvandler uld til garn.

Begge dage er der guidede ture i hestevogn til det fredede område Holmen ligesom man kan få ture i hestevogn.

Der vil være mange udstillere som viser deres gamle håndværk frem i form af bl.a. rebslager, trædrejer, stolefletter, børstenbinder, glassliber og meget andet.

Et par gange i løbet af dagen, kan man opleve den gamle skole, hvor eleverne bliver undervist af den gamle stramtandede lærerinde. Der bruges tavler, skrives skråskrift og måske kommer spanskrøret og skammekrogen i brug.

Børn kan tage på skattejagt i byen
Ved indgangen får alle børn ifølge med voksne betalende gæster udleveret en konkurrence kupon til en skattejagt i byen og præmien kan afhentes i den gamle købmandsbutik hvor man ligeledes kan købe kræmmerhuse med bolsjer, lodder til amerikansk lotteri, jubilæumsskrift og et ny-udgivet opskriftshæfte med gamle lokale bageopskrifter.

Nye ting på progammet
Som et nyt tiltag i år er der en konkurrence, hvor man kan købe lodder og vinde henholdsvis en palle øl og 2 indkøbsvogne til en værdi af 1500 kr.

I anledning af Landsbykulturens 50 års jubilæum i 2021, som ganske vist var sidste år, er arrangementet i år udvidet med masser af gamle traktorer, veteranbiler og grøn energiudstilling. I laden på Hougaarden kan man se gamle landsbrugsredskaber.

”Speedfarming” med ”De unge på de gamle”
”De unge på de gamle” vil lørdag afvikle et nyt tiltag ”Speedfarming” hvor man på 2 timer vil udføre et års arbejde i marken. Både lørdag og søndag afvikles der New Zealandsk traktortræk og der vil være aktivitet i marken hele dagen.

Skulle man blive lidt småsulten i dagens løb kan der købes øl, vand, pølser, kartoffelsalat og vafler i madteltet ligesom man få en kop kaffe og lækkert hjemmebag i ”Café Madam Blå”

Med andre ord bliver det et par hyggelige dage i nostalgiens tegn i Vesterbølle – En Levende Landsby.

Se programmet for Levende Landsby Vesterbølle HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: