FARSØ: Efter flere måneders klargøring er Farsø Spillehal nu klar til at slå dørene op. Torsdag 1. oktober åbner den nye spillehal på Søndergade 26, hvor der er blevet plads til 20 spillemaskiner.

Renoveringen trak ud
Egentlig havde Bekir Akgul, som mange kender som indehaver af Sason Pizza på Store Torv, håbet, at Farsø Spillehal kunne være åbnet allerede op til sommerferien.
Travlhed betød dog, at renoveringen af lokalerne på Søndergade 26 trak ud. Samtidig har samarbejdspartneren Fortuna Games først kunnet rykke ind med spillemaskinerne for få uger siden.
Nu er det hele imidlertid klar til åbningen torsdag.
Lokalerne stod tomme
Bekir Akgul købte ejendommen på Søndergade 26 for fire år siden, men lokalerne har siden stået ubenyttede hen.
Idéen om at indrette en spillehal opstod, efter at han blev opfordret til det.
– Jeg er blevet opfordret til at åbne Farsø Spillehal, fordi jeg netop har de bedst placerede lokaler til det og de stod tomme, fortæller Bekir Akgul.
I forbindelse med indretningen er der blandt andet kommet nye lofter og lamper, ligesom toiletterne er blevet renoveret.
Diskret beliggenhed
Ifølge Bekir Akgul er en af fordelene ved placeringen, at spillerne får et sted, hvor de kan spille uden at skulle gå gennem et travlt område.
– Opfordringen har jeg fået, fordi spillerne her har et sted for sig selv og ikke bliver lagt mærke til, når de kommer og forlader spillehallen. Desuden er der gode parkeringspladser ved siden af, siger han.
Han håber desuden på sigt at kunne få etableret en pakkeudlevering fra adressen. Foreløbig står han dog på venteliste til en sådan løsning.
Kun adgang for personer over 18 år
Der er kun adgang til Farsø Spillehal for personer over 18 år, hvilket følger spillovgivningen.
Der vil derfor være bemanding i hele åbningstiden. Personalet skal blandt andet kontrollere gæsternes alder, holde øje med spillehallen og sælge sodavand, slik og snacks.
Der er også opsat overvågning i spillehallen.
20 spillemaskiner
I spillehallen er der opstillet 20 spillemaskiner, som serviceres af firmaet Fortuna Games

Derudover er der en vekselautomat og en rygekabine.
Man kan købe spillekuponer eller spillemønter for op til 300 kroner ad gangen. Betaling kan ske med både kort og kontanter, og eventuelle spillegevinster udbetales kontant.
Åbent op til 12 timer om dagen
Farsø Spillehal får en daglig åbningstid på op til 12 timer. Åbningstiden starter klokken 10 om formiddagen.
/cf
