FARSØ: Siden Tørfisk sidst besøgte Musikcafèen har de fejret 30-års jubilæum, og i den anledning har de udgivet både ny CD og minsandten også en DVD.
Filmen fortæller i gode vendinger om livet på scenen, uden for scenen og livet helt uden for musikken. Der er også masser af tilbageblik på de 30 år Tørfisk har eksisteret.
Tørfisk`s optræden vil naturligvis indeholde numre fra deres nyeste CD ”Den torsk, der holder munden lukket, bli`r ikke fanget”, men der er også plads til nogle af de gode velkendte numre.
Thyborøn-gruppen, som består af: Anker Hviid (bouzouki, fløjte, harmonika, sang) – Bent Kirk (bas, sang) – Egon Kirk (adskillige banjoer, mandolin, sang) – Bent Bro (guitar, sang) hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster.
Deres skæve, finurlige og vedkommende tekster afslører masser af fin sans for tilværelsens sjove sider, og kombineret med friske melodier og udadvendt optræden er underholdningen på topplan. Naturlig charme, humor, og ægthed er Tørfisk i en nøddeskal.