Tøjeksperten bliver Tøjeksperten igen

FARSØ: Det pusler lige nu i butikslokalerne på Nørregade 2 i Farsø.

Efter et par måneder uden en Tøjeksperten butik i Farsø, så kan tidligere ”tøjekspert” Jens Røschmann og Jørgen Berg Højslet fra Tøjeksperten Buksesmeden i Løgstør glædesstrålende fortælle, at Tøjeksperten genåbner på Nørregade 2 om en måneds tid, nærmere bestemt den 3. december.

Butikken kommer til at hedde, Tøjeksperten Buksesmeden Farsø, og åbnes af Jørgen Berg Højslet fra Løgstør der i forvejen ejer og driver butikker i Løgstør og Fjerritslev under navnet Tøjeksperten Buksesmeden. sammen med hans kone og børn, samt et fantastisk hold af medarbejdere.

-Vi er franchisetagere af Tøjekspert kæden og har dermed landsdækkende bytteservice og gavekort med +100 andre butikker i landet. Med 28 års erfaring som selvstændig i Løgstør, ved vi hvad der skal til for at skabe en hyggelig og spændende butik, som vil give et frisk pust til handelslivet, fortæller Jørgen Berg Højslet. 

Tøjeksperten Buksesmeden Farsø kommer til at forhandle både herre og dametøj, sko, samt tøj til de yngste piger fra 8-14 år samt drenge 8-16 år. Herudover også profil og arbejdsbeklædning og sikkerhedsfodtøj, samt broderi og logo tryk

Desuden etableres en delikatesse afdeling med specialiteter i gin, rom, chokolade, bolsjer samt boliginteriør fra Den Svenske Skattekiste, ligesom man har det i butikkerne i Løgstør og Fjerritslev.

Med et så bredt varesortiment under opsejling, er det ikke så underligt at Farsø Avis møder Jørgen Berg Højslet i butikslokalerne med en boremaskine i hånden. Det ellers 400 m2 store butikslokale på Nørregade 2 skal nemlig udnyttes bedst muligt. Derfor bliver alle løse vægge lige nu fjernet, så der er plads og daglyset kan komme ind. Desuden får butikslokalet også en opfriskning med nyt loft, nye lamper og nogle steder også ny gulvbelægning.

-Det tager tid, at få lokalet sat i stand og få os indrettet, så derfor når vi desværre ikke at åbne til Black Friday som vi ellers gerne ville, men først en uge senere, men så er vi i den grad også klar til julehandlen, siger Jørgen Berg Højslet, der glæder sig til at møde kunderne i Farsø.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: