Tidskapsel fra Ullits Skole åbnet: Et hej fra 1977

ULLITS: En 47 år gammel tidskapsel fra Ullits Skole blev i sidste uge åbnet af nuværende Skole- og Dagtilbudschef i Vesthimmerlands Kommune, Anders Norup og arkivar i Vesthimmerlands Kommune Tanya Jensen.

Tidskapsel
Tidskapslen blev lagt i ydermuren på Ullits Skole i 1977, og uden på tidskapslen står der, at hvis man finder den, så skal den afleveres til nærmeste skolemyndighed.

-Grunden til, at tidskapslen åbnes nu, skyldes at bygningen ikke længere er kommunalt ejet (I dag ejet af Ullits Friskole – red) og derfor må der ikke opbevares bevaringsværdige dokumenter i bygningen. Derfor “udgravede” vi tidskapslen fra muren, og den skulle naturligvis åbnes, fortæller Tanya Jensen.

Inde i tidskapslen skulle der ifølge en artikel i Farsø Avis den 12. maj 1977 være både en historisk beskrivelse af Ullits skole, udgaven af Farsø Avis fra 12. maj og andre samtidshistoriske effekter.

Indeholdt meget mere end forventet
Tidskapslen skulle vise sig at indeholde meget mere end forventet, og var pakket af daværende skoleinspektør Poul Lybæk. I kapslen fandt man Ullits Skoles historie, klasselister fra 1977 for 7.klasse, 6. klasse, 4 klasse og børnehaveklasse, lærerliste og skoleskema fra 1977, billeder, en Farsø Avis, tegninger, mønter m.m.

Det skulle vise sig at kapslen indeholdt mange interessante ting og mere end forventet. Kapslen var pakket af daværende skoleleder Poul Lybæk. På billedet er Peter Sørensen stødt til for at hjælpe med at holde på papirerne. Han er ansat i Vesthimmerlands Kommune, men ikke mindst medlem af bestyrelsen for Ullits Friskole, der nu holder til på Ullits Skole. Han fandt derfor også tidskapslens historiske indhold meget interessant.

En hilsen til eftertiden
Men der var også en hilsen til eftertiden. Et brev skrevet af Poul Lybæk. Anders Norup fik æren af at læse det højt og særligt et ord, nemlig ordet ”Hej” fik skolechefen til at trække på smilebåndet, for det var et nyt ord i 1977 til at hilse på hinanden på.

Den 13. maj 1977 var en festdag
Men ellers fremgik det at den 400 m2 store tilbygning til Ullits Skole var en stor ting for skolen og dagen for grundstensnedlæggelsen den 13. maj 1977 var en festdag med taler og altså tidskapslen, som blev indmuret af skolens yngste elev og Ullits By’s ældste borger, den 92-årige fhv. murermester Per Hougaard.  

Kapslen blev indmuret den 13. maj 1977 i forbindelse med grundstensnedlæggelsen til en 400 m2 ny tilbygning til Ullits Skole.

Registreres og arkiveres – men vises gerne frem
Indholdet skal nu registreres og arkiveres. Selvom der kun er gået 47 år er det virkelig historiske og bevaringsværdige ting der var i kapslen, siger Tanya Jensen.

Hvis nogle gerne vil kigge nærmere på dokumenterne og billederne fra kapslen skal man bare kontakte mig i administrationsbygningen i Farsø, fortæller Tanya Jensen videre, der har arkivdage på onsdage og torsdage.    

I det hele taget har arkivar Tanya Jensen et spændende job, da hun i kælderen under administrationsbygningen i Farsø har registret en stor del af de tidligere kommuner Farsø, Aars, Løgstør og Aalestrups kommunale papirer frem til kommunesammenlægningen i 2007. Det er protokoller, kort og andet fra især det tekniske område, der kan have interesse for eftertiden som findes her og er sat i system. Det ældste der findes i arkivet er en sogneprotokol fra Næsborg Sogn fra 1855. 

/cf

Det står der i brevet fra 13. maj 1977:
Dette er en hilsen til jer fra en svunden tid. Hvilket år skriver I mon? Kan der være gået 100 år eller mere?. Eller er den nye skolefløj, som nu er ved at blive opført blevet forældet og dømt til nedrivning. Rives den ned for at lave noget der er bedre, og som passer bedre til jeres tid?. Eller skal der slet ikke være skole her mere?. Er alt blevet samlet på en stor skole eller er der måske slet ikke skoler mere, som vi forestiller os det. De sidste 50 år har ændret enormt meget i vores skolevæsen. Måske virker vores moderne skole håbløs forældet for jer. Men I kender svaret!  

Er der ikke gået mange år, når I læser dette, da kan nogle af os der er samlet her være i live. Måske I kan finde nogle der kan huske denne dag. Er der gået så mange år, at ingen af os længere er levende, så vil der måske være efterkommere der kan hilse fra os. Denne dag er en festdag for os. Vi glæder os til at denne nye del af skolen bliver vores hverdag. Vores skoledag former sigm som det i vil kunne se af de skoleskemaer der er med her. Vi samler desuden en gang dagligt elever og lærere til fælles morgensang. Vi fejrer denne nye skolefløj en gang til, nemlig omkring 1. november i år ved indvielsen. Vi håber, at I der skal skrive vores tids historie, kan konstatere at vi har brugt denne bygning på en god måde. Vær hilset eller hej som det hedder nu på nutidsdansk. På alle de forsamledes vegne Poul Lybæk.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: