Thit og Johannes under samme tag

FARSØ: De to søskende Johannes V. Jensen og Thit Jensen får nu igen fælles adresse i Farsø. Efter en lang forberedelsesperiode, der tog sin begyndelse helt tilbage i 2012, er der nu sat dato på den officielle åbning af deres nye fælles museum, nemlig den 5. oktober 2019.

En ny kulturattraktion
Dermed går et længe næret ønske i opfyldelse, nemlig skabelsen af et samlet museum for Farsøs berømte søskendepar Thit og Johannes.  Hver især satte de to søskende deres stærke præg på kunsten og samfundsdebatten i Danmark i det 20. århundrede og forandrede danskernes måde at tænke på. 

Hun med sine historiske romaner og sin revolutionerende kamp for frivilligt moderskab i 1920´rne, der betød at danske kvinder lærte at beskytte sig mod graviditet og fik mulighed for selv at bestemme over deres seksualitet.

Han med sine myter, Himmerlandshistorier og romaner som ”Kongens Fald” og ”Den lange rejse”, der indbragte Nobelprisen og placerede Farsø på det litterære verdenskort. 

Det nye museum kan nu fortælle denne enestående historie om to kunstnere med rødderne solidt plantet i den himmerlandske muld. Det er en historie, som rækker langt ud over Himmerland og i en museumssammenhæng har det, der skal til, for at blive en både national og international attraktion for kulturturister: To vidt forskellige, farverige hovedpersoner, masser af fascinations- og identifikationskraft for begge køn og uanede muligheder for fordybelse i flere dimensioner for både yngre og ældre museumsgæster. 

Tilbygning opført til Thit
Der opført en tilbygning til det nuværende Johs. V. Jensen Museum. Et byggeri der har været i gang siden januar og blev afsluttet inden sommerferien. Tilbygningen kommer bl.a. til at rumme samlingerne fra Thit Jensens Mindestue, der siden 1988 har haft til huse på Torvet 1 i Farsø midtby.  

I næste måned vil Thits Venner, Støtteforeningen for Thit Jensens Mindestue begynde indretningen af de nye lokaler. De kommer til at rumme Thits farverige univers med smykker, beklædningsgenstande, bøger og malerier af hendes talentfulde lillebror Hans Deuvs.  

Ny fælles hovedindgang
Thits udstillingsbygning og Johannes V. Jensen Museet er koblet sammen af en nyopført forbindelsesgang, hvori også en ny hovedindgang indgår, således at det nye museum fremstår som en æstetisk og funktionel enhed. Forbindelsesgangen bliver en central del af det nye museums profil. Gangen symboliserer både det bånd og brud, der var mellem Thit og Johs. V.  
 

Nye formidlingsformer
Samtidig har man også nytænkt det nye museums udstillingsplatform og opgraderer formidlingsformen, så de besøgende – hvad enten det er børn, unge eller voksne, kan møde og interagere med den litterære kulturarv på en anderledes og spændende måde. Det sker ved at inddrage nye digitale formidlingsformer og teknologier. I forbindelsesbygningen opsættes der en stor touch-skærm. Ved at bruge skærmen som en Ipad kan museets besøgende fremkalde historier, fotos og levende billeder om de to søskendes liv og forfatterskaber og deres deltagelse i samtidens kulturdebat. Der installeres desuden på passende steder i det ny museum intime lyttezoner. Når man træder ind i de afmærkede zoner afspilles der gennem retningsbestemte højtalere fortællinger om Johannes og Thit, om familien og egnen og om andre emner udvalgt og bearbejdet af museet.
 

Særligt børneområde
Endelig skal der på museet også indrettes et særligt børneområde som en kreativ oase for især yngre børn, hvor de kan møde de to søskendes forfatterskaber og tanker på en legende måde.
 

Erstatter ikke rundvisninger
De nye formidlingsformer skal supplere og ikke erstatte den traditionelle mundtlige formidling. Museet vil fortsat prioritere den personlige formidling via dygtige guider, som med udgangspunkt i museets samlinger dykker ned i Thits og Johannes’ opvækst og fortæller historien om en usædvanlig familie med en dybt begavet dyrlægefar, astronom og botaniker, og en hårdfør og flittig mor og en stor søskendeflok, hvoraf mange havde musiske talenter.
 

Åbner 5. oktober
Det ny museum åbnes med en festlighed lørdag den 5. oktober og det kan allerede afsløres nu, at dagens festtaler bliver Anne-Marie Mai, forfatter og professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet. 

-Vi glæder os til at slå dørene op for et museum der kan fortælle historien om en usædvanlig dyrlægefamilie i Farsø med to søskende, som hver især satte deres stærke præg på kunsten og samfundsdebatten i Danmark i det 20. århundrede og forandrede danskernes måde at tænke på, siger formand for Johs. V. Jensen Museets bestyrelse, Hans Støttrup Jensen.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: