FARSØ: Da forfatter Jens Andersen, lørdag, holdt tale ved fødselsdagsreceptionen i anledning af 150-året for Thit Jensens fødsel, var det ikke blot en hyldest til en markant skikkelse i dansk kulturhistorie. Det var også en personlig beretning om, hvordan mødet med Thit Jensen kom til at forme hans forfatterskab
Et ”møde” der førte til hans debut biografi ”Thit – den sidste valkyrie”
Interessen for Thit opstod allerede under studiet
Ifølge Jens Andersen begyndte interessen for Thit Jensen i slutningen af 1980’erne, mens han studerede nordisk litteratur på Københavns Universitet. Her blev de studerende oplært i udelukkende at analysere litterære værker uden hensyn til forfatternes liv. En tilgang, han fandt både kunstig og provokerende.
Jens Andersens tale (med rød skrift) kan læses i sin fulde længde længere ned på siden
– Litteratur opstår ikke ud af ingenting. Den er dybt forbundet med det liv, forfatteren lever, sagde Jens Andresen i sin tale.
Under arbejdet med Johs. V. Jensens roman Kongens Fald begyndte han derfor at undersøge forfatterens personlige baggrund.
Draget af den bemærkelsesværdige familie i Farsø
Jo mere han fordybede sig i Johs. V. Jensens baggrund, desto mere blev han draget af den bemærkelsesværdige familie i Farsø: den begavede dyrlæge Jens Jensen, hans stoisk stærke hustru og deres tolv børn, stuvet sammen i et lille hus i Farsø. Og især af de to næsten jævnaldrende søskende, Johannes og Thit, der hver på deres måde satte dybe spor i det danske samfund i første halvdel af det 20. århundrede.
Mens Johs. V. Jensen blev en af Danmarks største forfattere, gjorde Thit Jensen sig bemærket som forfatter, foredragsholder og feminist. Søskendeforholdet var tæt i ungdommen, men brød sammen omkring år 1901, og netop dette brud vakte Jens Andersens nysgerrighed. Årsagerne var uklare, men spændingen mellem søskendeparret blev et centralt omdrejningspunkt for Jens Andersens voksende interesse i Thit Jensen.
Kastede sig over en biografi om Thit
Da han afsluttede sit studium i 1988, valgte han at kaste sig over en biografi om Thit Jensen. Denne proces blev for alvor intensiveret, da han fik adgang til Thit Jensens efterladte papirer via hendes guddatter og universalarving, Agda Arden. Det førte til hidtil ukendte manuskripter, breve – og ikke mindst hendes private dagbøger, der strakte sig fra ungdomsårene og flere årtier frem.
Fik adgang til Thits dagbøger
– Det er det mest intime materiale, man kan få adgang til som forfatter, sagde Jens Andersen og beskrev dagbøgerne som et stærkt dokument om Thit Jensens tanker om køn, kærlighed, kunst og magt, om ægteskab, idealer og skuffelser – og om forholdet til storebroderen Johannes, der i ungdommen var hendes mandeideal, men siden blev symbolet på alt det, hun kæmpede imod.
Fik stor hjælp i Farsø
I forbindelse med arbejdet med biografien rejste Jens Andersen flere gange til Himmerland og Farsø, hvor han modtog hjælp fra blandt andre Farsø Bibliotek og de frivillige omkring Thit Jensens mindestue, som dengang lå på Torvet. Opholdene i området blev ifølge Andersen afgørende for at forstå det miljø, Thit Jensen voksede op i.
Der skal altid to til at skrive en biografi
Arbejdet med biografien var ikke uden konflikter. Kort før udgivelsen bragte Politiken en historie, der antydede et incestuøst forhold mellem de to søskende – en påstand, Jens Andersen ikke fandt belæg for og eksplicit havde afvist i bogen. Truslen om fogedforbud fra arvingerne blev afværget, da de selv læste biografien og tog afstand fra avisens tolkning. Episoden lærte ham en vigtig lektie
– Der skal altid to til at skrive en biografi: den, der skriver, og den, man skriver om. Det lærte jeg med Thit Jensen – og det har fulgt mig lige siden, sagde Jens Andersen.
Ingen feministisk pioner har opnået så meget som Thit
I talen vendte Jens Andersen til sidst blikket direkte mod fødselaren. Thit Jensens ånd, mente han, behøvede ikke at blive fremkaldt i spiritistiske seancer – den var allerede til stede. I museet i Farsø. I hendes værk. I hendes historiske betydning.
Ingen dansk feministisk pioner har opnået så meget som Thit Jensen. Hendes kamp for frivilligt moderskab og prævention var ikke blot et oprør, men en revolution, der gav kvinder retten til at bestemme over egen krop.
Skænkede museet et maleri af Thit
Som gave til museet overrakte Jens Andersen et peronligt ejet maleri af Thit Jensen, malet af hendes daværende ægtemand Gustav Fenger i 1914. Et portræt af en frigjort, selvbevidst kvinde – rolig og urolig på samme tid. Et billede, der nu, mente han, endelig hang det rigtige sted, nemlig på museet i Farsø.
LÆS MERE OM MALERIET HER: Jens Andersen skænker maleri af Thit til museet
/cf
Tale af forfatter til biografien Thit – den sidste valkyrie, Jens Andersen i forbindelse med fødselsdagsreceptionen i anledning af 150 året for Thit Jensens fødsel
Det er for mig en ære, og det er noget, jeg har glædet mig til, fordi jeg skylder Thit Jensen og også Farsø så utroligt meget for, at mit liv kom til at gå, som det er hidtil er gået med hensyn til det at skrive biografier. Det har hun i høj grad en pant i, og det er faktisk noget, jeg gerne vil snakke om i dag.
Jeg er nemlig gennem årene meget ofte blevet spurgt, hvordan jeg kom på den her idé at skrive en biografi om Thit Jensen.
Det var ikke så almindeligt i 1990 at en mand portrætterede en kvindelig forfatter. Men lad mig tage jer med tilbage til begyndelsen. Tilbage til mit møde med Thit i anden halvdel af 1980’erne.
Tilbage til min studietid på Københavns Universitet i samme årti, hvor vi læste et væld af korte og længere tekster af danske forfattere. Og i den forbindelse altid fik at vide, at vi kun skulle interessere os for det, der stod i digtene, novellerne, romanerne og skuespillene. En forfatters levede liv, det var sagen uvedkommende.
Og alt for meget viden om en digters skæbne og livsbane, det var noget, der forplumrede vores litterære analyser, sagde man. Se, det provokerede mig helt vildt. Alt den stund, at digte, noveller, romaner og skuespil jo ikke falder ned fra himmelen, de opstår jo i en forfatters indre. Og er i høj grad påvirket af den omverden og virkelighed, digterne færdes i. Ja, jeg var så provokeret, at jeg i forbindelse med en skriftlig opgave om ”Kongens Fald”, gav mig til at læse alt, hvad der kunne opdrives af viden om mennesket Johs. V. Jensen. Hvor, hvornår og ikke mindst, hvordan havde han mon levet? Hvad havde han følt? Hvad havde han tænkt i årene op til ”Kongens Fald”? Det spørgsmål og den interesse blev i høj grad afgørende fra den drejning, som mit liv fulgte i årene, der fulgte.
Der gik nemlig ikke ret lang tid før, at jeg var tryllebundet af den her fantastiske historie om en vildt begavet dyrlæge, hans lige så intelligente og stoisk hårdføre hustru og mor til 12 talentfulde børn. En kæmpe familie stuvet sammen i et lille hus, der herude i Vesthimmerland var kendt som huset med de alt for mange vinduer og de alt for mange børnefødsler. Jo længere og jo dybere jeg læste mig ind i dyrlæge Jensens familieliv i Farsø, jo mere draget blev jeg også af gåden om de to næsten jævnaldrende søskende i den store børneflok.
Johs. og Thit, der jo satte hver deres aftryk, stærke, markante aftryk på det danske samfund i første halvdel af 1900-tallet. En bror og en søster, der angiveligt havde været nært forbundne som unge, men af ukendte årsager havde vendt hinanden ryggen i årene op til ”Kongens Fald”, der var vi i 1901. Jo klogere på Johs. V. Jensens familiære baggrund jeg blev, jo mere fascineret blev jeg af søster Thit og hendes vilde engagement som forfatter, foredragsholder, feminist og spiritist.
Da mit hovedfags studium i nordisk litteratur nærmede sig sin afslutning i 1988, tog jeg en rask beslutning. Jeg lavede et hurtigt afsluttende speciale om Johs V.s ungdomsværk Ejner Elkær, hvorefter jeg straks kastede mig over en omfattende Thit Jensen research til den biografi, der skulle blive min forfatterdebut på Gads forlag i 1990, ”Thit den sidste valkyrie”.
Thit forfatterbiografien, som en litterær genre, er en underlig hybrid blanding af videnskabelig forskning, undersøgende journalistik og romanskriveri. Og det viste sig hurtigt at være en genre, der lå godt til min natur og til min formidlingslyst og, må jeg nok erkende, aldrig vidende nysgerrighed ved mennesker og det menneskelige angår. Som min hustru plejer at sige, når jeg igen står ved stuevinduet og spejder ud på gaden og fortovet, få dig dog et gadespejl, Jens!
I biografiskrivningens rum var jeg herligt fri for de her indskrænkede akademiske krav om kun at måtte interessere sig for en forfatters tekster. Og uden at vide det, så greb jeg arbejdet med Thits liv og værk an på nøjagtigt samme måde, som når hun tilbage i 1930’erne og 40’erne skrev sine store, bindstærke historiske romaner. Og jo overfor journalister forklarede, at hun faktisk var den første, som havde forstået Danmarkshistorien rigtigt.
Ikke bare fordi hun havde siddet på biblioteker i ind- og udland og læst alt om, hvordan Stygge Krumpen, Jørgen Lykke og Valdemar Atterdag talte, så ud, gik klædt og hvad de spiste til middag, men også at hun havde mødt dem personligt. Jeg faktisk havde disse harmish klædte magtende mænd, hver især, midt om natten banket på hjemme hos Thit på Toftegårds Plads i København og bedt hende om at skrive deres sande historie. Det var i mindre og knapt så spiritistiske træk samme metode, jeg brugte i bestræbelsen på at nærme mig min historiske hovedperson.
I løbet af 1989 pløjede jeg mig igennem alt det Thit havde skrevet i bøger, trykte foredrag og avisartikler. Ligesom jeg samlede alle hendes slagfærdige udtalelser gennem et halvt århundrede i aviser, radiointerviews og dokumentariske filmklip. Hun var jo en stor leverandør af one-liners, som ”Et ord er et ord” og ”En mand er en karklud”.
Lidt efter lidt steg en stemme op fra det her sprængte kildemateriale, og fra stemmen var der ikke langt til kvinden. Og til den opskrift på historisk romanskrivning Thit benyttede sig af. Det var en slags formel, hun lancerede i et af sine farverige foredrag, der handlede om, hvordan en historisk roman bliver til.
Og hvor foredragsholderen med sin sans for drama naturligvis havde klædt sig ud som en af sine historiske kvindefigurer i romanerne. Iklædt dette skrud, som hun ofte selv havde syet, brugte hun ligesom foredraget til at understrege, at der altid skulle to til at skrive en historisk roman. Den der skriver, og den man skriver om.
Det usynlige, men særdeles mærkbare samarbejde mellem forfatteren og hovedpersonen oplevede jeg til fulde i mit livs første biografiskriveri. Og det er sådan set, hvad jeg har oplevet lige siden. Hvad enten jeg har taget livstag med forfattere som, ud over Thit, Tom Christensen, Tove Ditlevsen, H. C. Andersen, Ole Lund Kirkegaard, Astrid Lindgren. Eller med en fodboldspiller, Frank Arnesen. Eller med familien og slægten bag Lego, Dronning Margrethe, Kim Larsen og Frederik X. Gennem alle disse biografiske processer, gennem 35 år, der har jeg hver eneste gang oplevet, at Thits formel for historisk romanskrivning blev aktiveret undervejs. Og jeg har erfaret gang på gang, at der også skal to til at skrive en biografi.
Den der skriver, og den man skriver om. Tilbage i 1989, der blev Thit Jensen og historien om hende endnu mere levende, da jeg besluttede mig for at kontakte den ene af Johs. V. Jensens sønner. Den ene af Johs. V. Jensens sønner, to af dem levede på det tidspunkt, og det var Villum, jeg skrev til.
Og jeg husker det som et lige lovligt, friskt formuleret brev. Jeg spurgte nemlig til det, som jeg kaldte for det genetiske skæbne fællesskab mellem de to berømte søskende i dyrlægefamilien. Jeg glemmer aldrig svaret.
Det var kortfattet, og det lå sådan her. Genetisk skæbnefællesskab, du store kineser! Hvad ville far ikke have sagt til det? Han snakkede aldrig om sin søster. Nævnte blot, at hun kun havde snakket dårligt om ham fra den dag, han forlod Farsø. Siden sås de aldrig. Punktum
Jeg fandt snart ud af, at det var en sandhed med modifikationer. Ikke mindst fordi efterkommere af døtrene i dyrlægefamilien var noget mere imødekommende. Rundt om hjørnet på Toftegårds Plads, hvor Thit jo boede de sidste 20 år af sit liv, der lå Valby Apotek.
Og på første sal boede Apoteker Arden med sin farmaceut hustru Anna, Thit Jensens i alle livets forhold betroede søster, som i familien bar kælenavnet Lalla. Da jeg bankede på apotekernes dør i 1989, var apotekerparret for længst døde. Men lejligheden var fortsat beboet af deres datter Agda, som var Thits guddatter og universal arving.
En ældre og meget, meget venlig, men også svagelig dame, som viste sig at værne om en masse indbo-efterladenskaber fra Tante Thits gamle lejlighed rundt om hjørnet på Toftegårds Plads. Møbler, malerier, frakker og hatte, nipsting og manuskripter, private papirer, breve og bøger. En del af det omfattende arvegods var faktisk allerede ved Thits død i 1957 blevet overgivet til det, man her i Farsø håbede på en dag kunne blive en lokal mindestue.
Jeg besøgte Agda Arden gennem et halvt år i 1989, og jeg fik hver gang lov til at komme ind og kigge kortvarigt i et kæmpe stort skab, der havde tilhørt Thit og var proppet med fuldkommen ukendt materiale. Aldrig udgivende manuskripter, breve, udklip og gamle fotos. Hver eneste sekund af de nøje afmålte 60 minutter stod Agda og kiggede med over min skulder.
Forståeligt nok, for hun var ikke helt tryg ved situationen, kunne man nu stole på den unge mand, der talte så varmt om Thit. Pludselig en dag i begyndelsen af 1990 ringede hendes bror, landsretssagfører Andreas Arden, og meddelte, at Agda var kommet på plejehjem, og lejligheden over apoteket skulle nu tømmes. Han vidste, at jeg havde besøgt søsteren gennem længere tid, og var i fuld gang med en biografi om Thit Jensen.
Ville jeg ikke have indholdet fra det store skab hjem til låns, mens biografiarbejdet stod på? Mon ikke, jeg ville!. Og næsten uvirkeligt forekom det hele, da Agdas bror en uge senere ringede og sagde, at man under oprydningen, bagerst i et lille indbygget overskab, havde fundet en kasse, som var fuld af sorte notesbøger. Det ligner Thits gamle dagbøger, sagde han.
Det var dengang, vi alle sammen havde fastnet telefoner, så mit telefonrør faldt ikke så langt. Jeg troede jo ikke, mine egne ører, Thit Jensens dagbøger, dem hun havde karakteriseret som mit jammersminde, kaldte for min sjæl, min hele eksistens og havde sagt, skulle brændes efter hendes død. Ville jeg ikke have dem hjem til låns, mens skriveriet stod på? Mon kke, jeg ville!
Mens min kone sad oppe i stuen med vores nyfødte datter, blev jeg nede i kælderen i et halvt år med Thit Jensen. Og alle disse primære kilder til forståelse af min hovedpersons virke som forfatter, som foredragsholder, feminist og spiritist. Ikke mindst, og meget centralt i den her proces, var jo det mest intime og private, man kan få overdraget i forbindelse med et skriftligt portræt af et andet menneske, nemlig en række af dagbøger. Jeg husker ikke længere det helt nøjagtige antal, de befinder sig i dag på Det Kongelige Bibliotek, og bliver forsvarligt passet på derinde, men der var vel omkring 15-20 små, sorte, slidte lommebøger med tæt håndskrevne sider, som heldigvis var læselige. Daterede fra og med 1891, da Thit var 15 år, hen over århundredeskiftet og 30 år frem i tiden.
Kort sagt hele hendes udviklingskurve fra ung menneske til voksen, moden og middelaldrene kvinde. Et gribende introspektiv dokument, spækket med følelser og tanker om køn, kunst og kærlighed, parforhold, ægteskab og familieliv. Hele tiden balancerende mellem drømme og realiteter, ikke mindst i forhold til storebror Johannes, som jo i 1890’erne var Thits urokkelige mandeideal.
Men altså fra 1901 og livet ud stod for hende som broderen og manden, når han er værst. Udnytter og tramper hen over det modsatte køn på sin selviske og selvoptagede vej. Inden manuskriptet var helt færdigt, havde jeg også været i Himmerland flere gange.
Jeg havde følt og mærket landskabet heroppe fra Hobro og Hadsund til Ertebølle og Løgstør. Og her i byen fik jeg i flere omgange uvurderlig hjælp fra, Helene Krag Jakobsen fra Farsø Bibliotek. Og også den gruppe af særdeles aktive, hjælpsomme kvinder, der tog sig af Thits mindestue dengang, som jo lå side om side med turistkontoret på Torvet 1, i nogenlunde sikker afstand fra Johannes’ mindestue hernede i sydlige ende af byen.
At forholdet mellem de to berømte søskende også kunne bringe sindene i kog uden for Himmerland, det oplevede jeg dagen før biografien skulle udkomme i efteråret 1990. For da bragte avisen Politikken en stort opsat nyhedshistorie på kultursektionens forside, hvor man på grundlag af min biografi og alle de nye oplysninger fra Thit dagbøger kunne fortælle om årsagen til uenigheden og uvenskabet mellem Thit og Johs, og man mere end antyede, at der havde været tale om et incestuøst forhold mellem de to i deres ungdom. Jeg blev noget chokeret over det her kulørte skriv, for i bogen havde jeg faktisk præciseret, at intet tyede på noget sådan.
Og værre, endnu værre, blev det et par timer senere, da landsretssagfører Arden ringede på vegne af Thits arvinger og meddelte, at hvis der bare stod det mindste i bogen om det avisen Politikken kunne fortælle, så vil han øjeblikkelig sørge for, at der blev nedlagt fogedforbud mod den. Her lærte jeg endnu en vigtig ting ved biografiskrivningen. Eftersom der jo skal flere personer til at skrive den, som jeg har fortalt, så må man som forfatter altid sørge for at vise det, som man har skrevet til sin hovedperson, hvis de lever selvfølgelig, eller hvis de er døde så til dem, der har bidraget afgørende til portrættet, inden bogen går i trykken og udkommer.
Naturligvis burde Thits arvinger, den imødekommende og hjælpsomme Arden-familie, have haft biografien til gennemsyn, inden den gik i trykken. Forlaget mente ikke, at det var nødvendigt, heller ikke, da vi blev truet af fogedforbud, men nu slog jeg i bordet og forlangte, at man samme formiddag fik sendt et par bøger ud med taxa til landsretssagføreren. Han ringede heldigvis om aftenen, nu med en betydelig mildere stemme, og meddelte, at han og hans datter, syntes, det var en vidunderlig bog om Thit, og at Politikens journalist måtte have misforstået noget i sin jagt på en sensationel nyhed.
Den sidste del af min tale i dag vil jeg gerne vende lidt mere aktivt mod 150-års fødselaren. Nu er der ikke rigtig plads, men vi kunne jo ellers alle sammen have taget hinanden i hænderne og dannet en spiritistisk cirkel, dæmpet lyset lidt og forsøgt at fremkalde Thit i vores midte. Som Peter også antydede, så skal der ikke så meget til, før her lugter cerutter eller andre mærkelige ting.
Men ærligt talt, det behøver vi ikke, for hendes ånd er jo allerede til stede i det her vidunderlige museum, der rummer noget så sjældent som to søskende, der satte et vidt forskelligt aftryk på det danske samfund, mens de levede. Han med sin blændende poesi og prosa, der jo ikke bare har beriget, men også moderniseret vores sprog. Hun med sin stedelige kamp for kvinders rettigheder, for ligestilling og ligeværdighed mellem kønnene.
Ingen af vores feministiske formødre har opnået så meget som Thit Jensen. Det var ikke bare et oprør, men en revolution, da hun, ene kvinde, med kampen for frivillig moderskab, for lovliggørelse af præventive midler, sørgede for, at danske kvinder fik mulighed for at bestemme over deres egen krop.
Jeg bliver aldrig nogensinde træt af at fremhæve og rose det her museum, især hjemme i Hovedstaden, hvor man ikke kan finde ud af at lave et museum for guldalderens København. Den her ufattelig rige periode i vores historie, da genierne inden for kunst og videnskab nærmest snublede over hinanden i indre by og gjorde vores Hovedstad herhjemme til en af verdens førende kulturbyer. Men her i Farsø, der kan I finde ud af både at hylde og fejre landsdelens helte og heltinder. Og derfor så har jeg taget en gave med til Thit og Johannes’ museum.
En gave, der har sin egen historie. Det er et maleri, og nogen vil sige, jamen det har vi jo i forvejen fordi det her er et forstudie til det store maleri, der allerede hænger her på museet.
Og det her billede, det er jo malet af Gustav Fenger, Thits 11 år yngre ægtemand i 1914, året før kvinder fik valgret i Danmark. Motivet gentager som sagt billedet, der hænger i de tilstødende lokaler, og jeg er ret sikker på, at han har malet det her først, og siden lavede han den smukke variant deroppe mere detaljeret og en dybere baggrund. Men jeg har altid været meget glad for det her billede hjemme hos mig selv.
Det forestiller 38-årige Thit Jensen, i – synes jeg en frigjort, forførende og også feministisk positur. Hun tænder selv sin cigaret, og der hviler også, synes jeg, en fascinerende blanding af ro og uro over billedet.
En stilhed før stormen, kunne man sige. Stilhed før ægtemandens maler, ægtemandens erotiske eskapader blev afsløret og stilhed før Thit igen blev en fri kvinde efter skilsmissen, som kunne tage på langfart til Amerika og vende hjem og udløse en sand orkan af diskussion og debat med sine artikler, bøger og foredrag om frivillig moderskab. Billedet her købte jeg af Landsretsssagfører Andreas Arden i 1990, da hans søsters lejlighed over apoteket i Valby Langgade blev ryddet.
Det har hængt hjemme på vores stuevæg, mens vores datter blev både 5 og 10 år, men så kom det ned i kælderen. En utilgivelig handling, der er blevet straffet med, som nogen af jer kan se, en flænge i lærredet, som ingen har kunnet forklare. Undskyld Thit, undskyld. Jeg håber virkelig, at I her på museet vil modtage gaven. Det hænger helt rigtigt her i Farsø. Også at I har råd til at bekoste reparation af lærredet. Ellers kan I også vælge at lade flængen være som et højst tænkeligt eksempel på Thit Jensens overnaturlige evner. På tværs af tiden og rum.
Lad mig gentage, at der skal to til at skrive en biografi. Den, der skriver, og den, man skriver om. De facto betød, at dengang i 1989 og 1990, i den her intense skriveproces, der blev jeg forført af denne her kvinde.
Jeg blev så forført, at jeg en dag under skriveriet konstaterede, at jeg var ved at skrive en roman og ikke en biografi. Jeg reddede mig ud af det moras ved at give mig selv lov til at fantasere og lade Thits ånd føre pennen i nogle små fiktive indledninger til hvert andet kapitel i biografien. Små indledninger, hvor jeg virkelig sådan kunne give mig hen til alle mulige detaljer og replikker og andet, som jeg havde fået ind under huden under læsningen af alt det, som hun havde skrevet.
Det vil jeg egentlig gerne slutte med at give jer et eksempel på. Nemlig optakten til det sidste kapitel i biografien. Jeg tager jer med tilbage til 1954, året før, at jeg blev født. Der var jeg nemlig på besøg hjemme hos Thit Jensen. Og jeg fik en interview med hende. Det var der ikke så mange, der fik dengang, men jeg gjorde.
Og nu skal I bare høre: Det ringede på dørklokken tre gange, den kølige maj morgen hos Thit Jensen. Første gang var det postbuddet med en lille bitte pakke fra kongen selv. I pakken lå et ridderkors med den nydeligste sløjfe og brugsanvisning. Det skal bæres på venstre side. Anden gang var det mig …..