FARSØ: Ved fejringen af Thit Jensens 150-års fødselsdag lørdag i Farsø Rådhuscenter bød museumsleder Peter Hørup velkommen på vegne af Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet.
Med både varme og et glimt i øjet indledte han markeringen af en af egnens og Danmarks mest markante kulturpersonligheder.
Markant duft af cigar på museet
Museumslederen lagde ud med en personlig betragtning. Selvom han ikke selv tror på det overnaturlige – i modsætning til Thit Jensen, der gjorde – måtte han alligevel konstatere, at et af rummene på museet efter jul havde været gennemtrængt af en markant duft af cigar. En oplevelse, der unægtelig satte tankerne i gang og gav anledning til et smil og en åbenhed over for, at Thits ånd måske stadig lever i huset.
Thit præsenterer sig selv
Inden viceborgmester i Vesthimmerlands Kommune, Signe Nøhr, fik ordet, ønskede Peter Hørup at give fødselaren selv mulighed for at komme til orde. Publikum blev derfor ført tilbage til året 1903, hvor den blot 27-årige Thit Jensen trådte frem i offentligheden med sit debutindlæg i Dansk Husmorblad.
Her præsenterede hun sig selv som en ung jysk kvinde i slutningen af 20’erne, opvokset i en stor familie som det fjerdeældste barn ud af ti. Faderen var dyrlæge og forfatter i det skjulte, og broderen Johannes V. Jensen var allerede kendt som journalist og forfatter. Barndommen på den jyske hede mente hun selv havde præget hendes sind med en forkærlighed for det melankolske, det abnorme og for tankelivet i det hele taget.
Allerede fra en tidlig alder havde Thit Jensen beskæftiget sig med digtning. Før hun kunne skrive, lavede hun vers “som violer”, som hun humoristisk bemærkede – heldigvis ophørte hun dog med det i en relativt ung alder. En afgørende betydning for hendes udvikling tillagde hun det, at hun fra sit 12. år førte dagbog. Det vænnede hende, skrev hun, til at spejde, samle, forstå og vurdere.
Hendes uddannelses- og arbejdsliv blev broget og præget af søgen. Hun blev undervist hjemme af en lærerinde, hvorefter hun selv blev lærer for sine yngre søskende. Hun uddannede sig til fotograf og stenograf og tilbragte tre år i Norge som selskabsdame – en erfaring, hun kraftigt frarådede andre tænkende mennesker. Ensomhed, mente hun, var for sjælen lige så nødvendig som mad og søvn er for legemet.
Senere fulgte stillinger som ekspeditrice, husholdningselev og husbestyrerinde. Hun udførte sine pligter samvittighedsfuldt, men betragtede disse job som nødvendige og trælsomme midler til at nå sit egentlige mål: at blive forfatter, at kunne leve for at skrive og i ord omsætte livets erfaringer – de bitre og sørgelige, såvel som de få glædelige.
Peter Hørup afsluttede sin oplæsning med konstateringen – resten er historie.
/cf