GUNDERSTED: Vesthimmerlands Teaterforening indleder sæsonen med en helt anderledes og nyskabende scenekunstforestilling i naturen.
Teaterforeningen har indgået en aftale med planteskolen Staudeengen i Gundersted, som lægger have og unik natur til Wunschmachines forestilling ”HAVEN”. Den finder sted søndag den 13. august med hele to eftermiddagsforestillinger. Det bliver en intim oplevelse, da der max sælges 30 billetter pr. forestilling.
WunschMachine dykker ned i havens kulturhistorie og betydning for os mennesker og skaber et helt nyt møde med haven.
-Forestillingen er en hybrid, der blander lydvandring og performance med faglige perspektiver og sanselige interaktioner, fortæller formand for Vesthimmerlands Teaterforening, Karen Margrethe Eriksen.
Med hovedtelefoner på og til lyden af haveejere, æstetiske lydbilleder og fagpersoners stemmer, guides publikum afsted mellem staudebede og blomster. Fortællingerne blander sig med musik skabt af reallyde fra havens rum.
To performere fører publikum rundt i havens rum og inviterer til at åbne sanserne i mødet med specifikke planters poetiske og sanselige anatomi: duften af krusemynte eller salvie, smagen af kandiserede roser og Hyldemors purpursorte saft. Undervejs møder de mælkebøtten og kulturrosen og den værkende havearbejder-krop.
”HAVEN” er en vandreoplevelse, der fagligt, poetisk og sanseligt undersøger vores relation med naturen op igennem tiden og i dag.
Publikum siger: Jeg får lyst til at gøre alt muligt med min have – og med mit liv!Rørende, poetisk, sanseligt – og sjovt!
Helt bestemt en overmåde dejlig kunstnerisk oplevelse.
Tak for en magisk forestilling. Det var trylleri på flere planer.
Det er en fantastisk performance, som du virkelig skal prioritere.