UHREHØJE/TESTRUP/ALSTRUP/AARS Efter al den gode påskemad er der helt sikkert brug for at røre sig.
Vesthimmerlands naturvejleder Karin Winther har i den forbindelse anbefalinger til et par gode naturture, der giver et par kilometer i benene og som henvender sig til hele familien.
Gå på harejagt
I Uhrehøje Plantage har 14 harer gemt sig – og du skal finde dem. Start din jagt fra naturbasen i Uhrehøje Plantage. De 14 påskeharer har skrevet et tal og et bogstav i deres ører. Med appen Woop kan du finde jagten på harerne digitalt. I appen skal du konkurrere på både tid og naturfærdigheder om harer. Du kan ikke se startpunktet, men du finder det ved at gå rundt på parkeringspladsen ved Naturbasen i Uhrehøje på Farsøvej 95 A. Da der kan være dårlig mobildækning, kan du opleve, at der er lidt ventetid inden næste hare og information om placering ses – så tag godt med tålmodighed med i skoven. Opgaven kan godt komme op 50-100 m. før du kan se haren, så kig godt efter.
Titte bøh – fugleguiz
Langs den 2.5 km lange gule rute, er der placeret 13 “fuglekasser” med dertilhørende opgaver, som tager dig med på tur på mark, eng og skov og på en ny og spændende måde at blive meget klogere på fugle i Danmark. Når du ankommer til Testrup Kirke skal du følge den gule rute, som starter ved p-pladsen ved kirken. Undervejs skal du holde øje med fuglekasserne, som er opsat langs stien. Hver kasse indeholder en træfugl og formidling, som hjælper dig med at løse opgaverne.
Kukkelurekasser
Langs den rollatorvenlige sti i Uhrehøje Plantage er der placeret Kukkelurekasser med dertilhørende opgaver, som tager dig med på tur, på en ny og spændende måde. Du skal følge den rollatorvenlige sti, som starter ved p-pladsen i Uhrehøje Plantage Farsøvej 95 A. Undervejs skal du holde øje med Kukkelure kasserne hvori der findes quizzer om edderkopper og om træer. Hver kasse indeholder et nummer og et billede, som hjælper dig med at løse opgaverne.
Krible krable skovene
I Krible Krable skovene i Alstrup og Aars Skov kan du tage på krible krable tur og blive mikroforsker. I skoven skal ungerne via små skilte med myrer følge myregange rundt til små naturrum, hvor der er opsat bord/bænkesæt med naturformidling i miniformat. Myregangene bugter sig gennem ujævn terræn over og under stammer og grene, hvilket bidrager til oplevelserne og er med til at understøtte børnenes motorik og sanseoplevelser. På ekspeditioner rundt i krible Krable Skoven kan du finde mange forskellige dyr. Der er skovens “skraldemænd” som er myrer, bænkebidere, orme, løbebiller, snegle mm. Der findes også mange skovsommerfugle, som f.eks. nældens takvinge, admiraler eller tidselsommerfugle.
/cf