HVALPSUND: Kom ud under åben himmel og helt ned i Limfjorden, når Naturekspeditionen i uge 27 og 28 afholder flere sommerferie-arrangementer.
Sommerferien er godt i gang for de fleste, og det gælder også i Vesthimmerland, hvor mange børnefamilier i disse uger kommer ned i tempo og væk fra hverdagen. Og hvad er mere oplagt end at tage på tur ud i landet – og i vandet – og få nye oplevelser sammen.
Naturvejleder hos Vesthimmerlands Kommune, Karin Winther, fortæller: – Traditionen tro inviterer Naturekspeditionen de ferieramte med på flere ture i sommerferien. Jeg har allieret mig med de dygtigste unge mennesker fra Natur Talenterne og Nature Rangerne, og vi glæder os til at møde en masse mennesker i Hvalpsund og Rønbjerg de næste uger.
Ny naturbase i Hvalpsund
Flere af begivenhederne foregår på naturbasen ved Hvalpsund Familie Camping. Det er Vesthimmerlands nyeste naturbase, der som den eneste ligger kystnært.

– Vi er glade for nu at kunne invitere til oplevelser på den nye naturbase i Hvalpsund, så nysgerrige kan blive klogere på livet i og ved fjorden, siger Karin Winther, og fortsætter:
– Sol, sommer og strand går hånd i hånd for mange i ferieperioden. Men mange vil også gerne prøve noget nyt – de ved bare ikke helt hvad eller hvordan. Måske vil man gerne lave mad med urter fra stranden, men ved ikke, hvilke der kan spises? Måske vil man gerne blive klogere på de dyr, der lever i Limfjorden og prøve at snorkle, men hvor starter man? Eller måske vil man kaste sig ud i isbad og sauna, men har ikke udstyret til det? Så kom med Naturekspeditionen de næste uger, det skal nok blive både sjovt og lærerigt, siger Karin Winther.
Vild mad, vildt lækkert
– ”Kan det spises?” Det er et af de spørgsmål, vi naturvejledere får allermest. Selvom vores verden er meget forskellig fra dengang, vi var jægere og samlere, så er interessen for at sanke og tilberede mad fra naturen intakt, siger Karin Winther.

Tag derfor med på tur i Limfjordens spisekammer fra Naturbasen i Hvalpsund, når Naturekspeditionen og Natur Talenternes vild mad-hold, torsdag i denne uge, samler urter og andet spiseligt i fjorden, og tilbereder lækre smagsprøver over bål.
Krible krable, snorkel og livet i fjorden
På Naturbasen i Hvalpsund kan man også prøve kræfter med vandkikkert og snorkeludstyr, og blive klogere på dyrene i og ved Limfjorden, når Naturekspeditionen og Nature Rangerne står for en række sjove aktiviteter ved fjorden.
-Ved du f.eks. hvilket dyr, der har 2 tissemænd? og hvilket dyr der kan miste sine arme for få nye igen?, spørger Karin Winther.
Svarerne findes på posterne ude i vandet lige ud for Naturbasen. Man kan også teste sin viden om landdyr ved hjælp af indholdet i naturkufferterne i området ved Naturbasen.
Saunagus og mental sundhed
Man kan også forkæle sig selv og familien, når Naturekspeditionen og Natur Talenternes wellness-hold inviterer til saunagus, isbad og fremstilling af naturlige olier og dufte på Rønbjerg Havn.

– Lige netop dette arrangement har stort fokus på mental sundhed og velvære, og det må jo siges at passe godt ind i familien Danmarks ferieplaner, hvor vi godt kan have travlt med at – ja, få travlt, når vi ikke skal på arbejde eller i skole. Her kan du komme og få ro, og blive inspireret til at få roen mere ind i hverdagen. Og har du mod på det, kan du også få pulsen lidt op i isbadet, slutter Karin Winther.
/cf

