Tænk sig at drøne igennem byen i en seng

FARSØ: Ja, det lyder fuldstændigt vanvittigt, men ikke desto mindre er det hvad Farsø–egnens Turistforening har planlagt at afholde i forbindelse med Farsø Festen i uge 33 til august.

Det kan kun blive underholdende, når der kommer til drøne senge igennem Farsø i forbindelse med Farsø Festen.

Sidste år var det usædvanlige projekt fra turistforeningen ”Farsø In Boxes”, som gav Farsø området en medieomtale af en anden verden.

Det håber man også med ”Sengeracet”. Begge ideer stammer fra turistforeningens formand Nienke Jonker fra Stistrup Camping. Som bekendt, stammer Nienke Jonker fra Holland, og det er da også herfra ”Bettenrace” stammer. ”Bettenrace” i Holland er stort – på linje med karneval herhjemme. Og der er da også en form for karneval og festlighed over det. Der vil nemlig både blive dystet på sjoveste/mest originale indslag og hurtigste indslag.      

Prinsessen på ærten eller måske Jeppe i Baronens seng.
Kunne du forestille dig at være en af disse figurer, eller vil du hellere køre væddeløb i en himmelseng eller måske en vandseng, så er det nu du skal trække i arbejdstøjet og bygge din helt egen Senge-Racer, lyder opfordringen fra turistforeningsformanden.

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan Senge-Raceren og holdets udklædning kan se ud. Men for at få lidt inspiration til, hvordan Raceren eventuelt kan se ud, vil der blive opstillet en prototype af en Senge-Racer i Farsø Rådhuscenter fra i denne uge og helt frem til løbet.

For at kunne deltage, skal holdene selv bygge deres Senge-Racer, og der er mulighed for at stille op i følgende klasser, Forældre/barn-klassen til 11 år, Ungdomsklassen 12 til 16 år, Seniorklasse A – 17 til 36 år og Seniorklasse B – 36 år og op. Så der er plads til alle, der har lyst til at bygge og køre i deres egen Senge-Racer.

Når man skal i gang med at bygge sin Racer, så vil det være en fordel at gøre op med sig selv om den skal kunne køre hurtigt, eller om den skal se sjov ud. For begge kategorier inden for alle fire aldersklasser vil blive præmieret.

For yderligere inspiration opfordrer Nienke Jonker til at tage et kig på beddenrace.nl eller YouTube.

Omkring tilmelding og regler skal man besøge Farsøs egen hjemmeside. 

Senge-Racet vil blive afviklet på en rute omkring festpladsen ved Bakkegårdsvej, torsdag den 19. august kl. 18.15.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: