Af: Theresa Berg Andersen, SF Vesthimmerland
Bunken med breve på mit skrivebord bliver højere og højere. Breve fra mennesker som beder om hjælp til at håndtere et system som tydeligvis ikke er tilstrækkeligt gearet til at hjælpe den enkelte familie, når det hele brænder på og brænder sammen.
Mødre og fædre ser deres sønner og døtre bryde sammen af psykiske udfordringer og der er alt for få steder for børn og unge og deres pårørende at vende sig hen.
Det kan jeg ikke være vidne til uden at stille spørgsmålstegn ved om det kan være rigtigt, når systemet sender et notat tilbage som svar, hvori der bare står:
“Pågældende lovgivning er overholdt, og derfor ser vi ikke hvorledes vi kunne handle anderledes i den pågældende sag.”
Når unge i 18 års alderen får en psykisk diagnose (som ofte kommer alt for sent pga. ventetid i psykiatrien) så mødes de og deres nærmeste af et hav af opgaver og et system som kaster den unge rundt.
Og der skal helst findes såkaldte løsninger, som ikke koster kommunekassen for meget.
Forældrene er den nærmeste hjælp, men det tærer på kræfterne og jeg ser eksempler på at forældre til psykisk syge og sårbare børn og unge skal agere jurister, sagsbehandlere, sundhedspersonale, psykolog, psykiater samtidig med at den følelsesmæssige belastning er enorm.
Om sundheds-, social- og jobcenterområdets manglende hjælp skyldes uvidenhed, penge- eller personalemangel er svært at gennemskue, men jeg har desværre en mistanke om, at der primært ligger kassetænkning bag problemerne.
Er vores kommuner dygtige nok til at varetage opgaver som disse? Ved det politiske niveau nok om, hvordan sagsgangene er, til at træffe langtidsholdbare beslutninger?
Hvorfor er det vi ikke formår at hjælpe familier der er ved at knække, og hvad er de bedste bud på hvordan vi kan gøre tingene bedre?
Sommeren er snart forbi, og en ny politisk sæson betyder for mig fokus på, hvordan vi gør livet langt bedre for familier, hvor børn og unge løber panden mod en mur i system-Danmark.
