Syrisk apoteker omskolet på Farsø Apotek

FARSØ: For tre år siden flygtede den i dag 40-årige ”Baker” fra Syrien til Danmark.

Han blev rigtig godt modtaget og placeret i Vesthimmerland, hvor han efter kort tid startede på sprogskolen i Farsø for at blive integreret i de danske omgivelser.

Denne integration er sket hurtigere og mere målrettet for ham end for de fleste. ”Baker” har nemlig taget sit fag som apoteker med sig, som han gerne vil praktisere i sit nye hjemland.       

Med god hjælp fra sprogskolen, sin sagsbehandler og Farsø Apotek er han på rekordtid – og ikke mindst ved egen ihærdig indsats, nu tæt på mål til at kunne arbejde som farmakonom under danske vilkår.

Han har i et halvt år været på apoteket i Farsø i et såkaldt projektophold. I forløbet har han været i praktik under farmakonom Britta Frederiksen på Farsø Apotek, som har sørget for at han såvel teoretisk som praktisk er blevet sat ind i de danske apotekerregler, og nu er klar til at gå op til en prøve.   

Britta Frederiksen er imponeret over ”Bakers” ihærdighed.

-Han vil det her, og lægger al sin energi i at komme i mål. Man skal tænke på, at han på kun tre år har lært dansk, gået på VUC som en del af omskolingen og altså nu går op til en prøve, så han arbejde som farmakonom i Danmark.

Med sig hjemmefra har ”Baker” en uddannelse som farmaceut fra Ukraine, og han har ikke interessen for faget fra fremmede da han er opvokset i en familie der tæller op til flere apotekere. I Syrien har han arbejdet som apoteker i 10 år, sågar med to apoteker under sig.

”Baker” fortæller at det er spændende, men meget anderledes i Danmark. I Danmark er der andre gældende regler for uddannede farmaceuter, men han har fået godkendt sin farmaceutuddannelse hjemmefra til at svare til 4 år af den danske farmaceutuddannelse. Med det halve års projektophold på Farsø Apotek og den prøve han skal op til i næste uge, er ”Baker” klar til at søge stillingen som farmakonom på et dansk apotek.

Selvom ”Baker” bor i Farsø og er faldet til sammen med sin familie, der tæller kone og fire børn, er han dog endnu ikke kvalificeret til at søge den ledige apotekerstilling efter Steen Nielsen på Farsø Apotek. Det kræver endnu et år på skolebænken på Universitetet i København. Men det er heller ikke det ”Baker” ønsker lige nu. Jeg vil gerne arbejde som almindelig farmakonom først, siger han. 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: