FARSØ: Her til eftermiddag havde Farsø Stadion besøg af de to superligahold AaB og Randers FC.
Det er sjældent at Farsø Stadion får lov at lægge græs til to klubber fra den fornemmeste række. De to hold havde dog valgt banen i Farsø til en af deres træningskampe, forud for den kommende sæsonstart.
Kampen spilles bl.a. i Farsø fordi FUIK er i et partnerskab i et fælles Nordjysk fodboldsamarbejde.
Selvom fodboldelskere i disse dage bliver stopfodret med fodbold fra VM i Rusland, så havde omkring 600 tilskuere alligevel lagt vejen forbi, for at tage en ekstra kamp med. Og det blev en solrig og meget varm oplevelse for alle parter.
Lad os slå fast med det samme, AaB vandt 2-1 over Randers FC.
AaBs Jannik Pohl og Pavol Safranko scorede for AaB og for kronjyderne scorede Emil Riis. Efter 2-0 kunne det let være blevet til 3-0 til AaB, men i takt med de mange udskiftninger mistede AaB`erne grebet mod slutningen, og måtte indkassere et mål til slutresultatet 2-1.
FUIK`erne var på pletten i det varme vejr og havde i anledningen annonceret med en stadionplatte og selvfølgelig med øl og vand. Det gik forrygende, midtvejs stod fadølsanlægget dog af, men FUIK`erne havde været forudseende, og kunne med det samme levere kold flaskeøl i stedet . Ølhanerne kom dog i gang igen.
FUIKs formand, Kim Nyby, havde inden kampen en forventning på ca. 500 tilskuere, men dog et håb om, med gratis entre, at superligaklubberne kunne samle lidt flere. Det blev det også til, så formanden var godt tilfreds med hele arrangementet.
Det to fodboldklubber havde heller ingen grund til andet end tilfredshed med forholdene. FUIKs, græskeeper havde dagene forinden passet, plejet og vandet banen, så den stod nyklippet og grøn, da spillerne gik på banen i den bagende sol. Også i pausen fik den lige en ekstra tur med vandvognen-
I varmen var der kø ved hanerne med kolde forfriskninger.