Superhelte, pruttedans og pizza på biblioteket

FARSØ: Her til aften skabte Anna Spejlæg højt humør med sang, musik, dans og eventyr på Farsø Bibliotek.

Mange børn var, sammen med deres forældre og bedsteforældre, mødt op til Vesthimmerlands Bibliotekers populære teater og pizza-arrangement, der denne gang bød på musik og sjov sammen med Anna Spejlæg. 

Anna! Anna! Anna!, kaldte børnene, da de alle havde sat sig til rette på tæpper og stole, og frem kom Anna løbende op på scenen med spejlæg på både hovedet og i ørerne. Med sig havde Anna Spejlæg også en kuffert, der gemte på en masse sjove ting, som børnene skulle skiftes til at vælge. Der gemte sig både et båthorn, et spejlæg, en superheltefigur og en pruttepude. Og til hver ting havde Anna en sang og en dans parat.  

Da superheltefiguren blev trukket op af kufferten, tog Anna Spejlæg en superheltekappe på, og så skulle alle – både børn og voksne, rejse sig og tage med på en flyvetur rundt i biblioteket. En fandt også en pruttepude i kufferten, og så sang Anna Spejlæg en sang om prutter, hvortil børnene skulle lave sjove pruttelyde og danse til. Efter forestillingen var der traditionen tro pizza til aftensmad til alle gæsterne. Det blev en aften fyldt med sjov, sang, dans og hygge for både store og små.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: