FARSØ: Som bekendt, er der kort tid til at Super Brugsen i Farsø lukker og slukker, nærmere bestemt den 12. marts.
Det ses allerede i butikken nu, hvor det begynder at tynde ud på hylderne og hele hyldefag fjernes.
Uddeler Mathias Korsbæk fortæller, at der allerede fra nu af ikke bliver leveret nye forsyninger af tørvarer, hvilket betyder at denne type varer ikke længere kan garanteres i butikken. Det samme gælder dybfrost.
Delikatesse og slagterafdeling vil være lukket ned fra den 1. marts, hvilket betyder at der fra denne dato vil være detailpakket kød i begrænset omfang i kølediskene.
Der vil være pålægsvarer, mejerivarer samt frugt og grønt frem til den 8. marts, hvorefter forsyningen af nye og friske varer indenfor disse områder vil stoppe.
Dermed er man henne i den sidste åbningsuge, hvor der vil blive solgt godt ud af de sidste varer, der er i butikken.