FARSØ: På vegne af Region Nordjylland og Sundhedsråd Limfjorden kunne Pia Buus Pinstrup til den inviterede Nytårskur i Støtteforeningen f. Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, fortælle om det nye på sundhedsområdet.
Opgaver for det nye sundhedsråd
Især kunne hun fortælle om opgaverne for det nye Sundhedsråd Limfjorden, som hun er formand for, og som omfatter Vesthimmerland sammen med seks andre nordjyske kommuner omkring Limfjorden.
Det første møde i Sundhedsråd Limfjorden var blevet afholdt samme dag, som sygehusets støtteforening holdt sin nytårskur. Der var derfor helt friske nyheder fra sundhedsrådet.
Hun kunne fortælle, at det er nyt at arbejde med sundhedsråd. Der følger sågar penge med, men også ansvar.
Sundhedsrådene er dannet i forbindelse med den nye sundhedsreform, der træder i kraft 1. januar 2027. Indtil da er der mange opgaver der skal på plads imellem region og kommuner. Ikke to kommuner er ens.
LÆS om Sundhedsrådets opgaver her
Der er store visioner for den nye sundhedsreform. Det er patienten der er i fokus ikke systemet. Som patient skal man ikke opdage, at man glider fra det regionale til det kommunale tilbud.
Palliation hører til i Farsø
Her i år 1 skal der laves en specialeplan for de 39 specialer, der sikrer at de matrikler regionen har, matcher kravene. Blandt specialerne er palliation som findes på Farsø Sygehus.
Det hører til her, siger Pia Buus, det hører ikke hjemme på et supersygehus. I Farsø er afdelingen unik fordi den ligger hvor den gør. Man skal huske på at afdelingen også lindrer kronikerpatienter – ikke ”kun” kræftpatienter.
Kronikertilbud til Farsø
Netop kronikertilbud håber Pia Buus kan finde vej til Farsø Sygehus, som en del af nærhed i sundhed i forhold til sundhedsreformen. Sygehuset har i forvejen et meget velfungerende medicinsk dagsafsnit, der netop opfylder nærhed i sundhed.
Hun er også glad for at blodbanken kom tilbage til Farsø Sygehus. Det er en vigtig dråbe.
Decentrale tilbud i samarbejde med kommunen
I det hele taget er Pia Buus tilhænger af decentrale tilbud, som der også lægges op til i sundhedsreformen, og det skal ske i samarbejde med kommunerne
-Det nordjyske sundhedsvæsen fortjener at vi kigger ud af sygehusene. Der skal i stedet kigges på nærhed for borgerne. Hjemmesygeplejersker kan meget og lokale akutpladser (sundheds- og omsorgspladser) kan løse det meste. Jeg synes det er oplagt at placere akutpladserne på Plejecenter Højgården for Vesthimmerlands vedkommende, siger Pia Buus.
Antallet af operationer skal op igen i Farsø
-I Farsø vil man gerne operere i 2-holds skift hvis man må. Det er kendetegnene for Farsø Sygehus, man skal bare have opgaven, så går man med den !., siger Pia Buus. Der er dog lige nu et fald i ortopædkirurgiske operationer, hvilket skyldes at hospitalsledelsen trak vagter ned over ortopædkirurgerne i hele regionen. Det medførte opsigelser, også på Farsø Sygehus.
Hospitalsledelsen har nu af forretningsudvalget i Region Nordjylland fået besked på at bruge de penge der skal til, og få lavet et ordentligt arbejdsmiljø, for igen af få gang i produktionen (af ortopædkirurgiske operationer – red.) så ventelisterne kan bringes ned.
Især på hårdkirurgien er der lange ventelister. Netop derfor blev skadeklinikken på Farsø sygehus lavet om til operationstue for håndkirurgi. Specielt her skal der handles, siger Pia Buus, og jeg ved, at Farsø Sygehus som altid, er klar.
/cf
