Sundhedens Hus bliver et halvt år forsinket

FARSØ: I morgen tirsdag får Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune en orientering vedrørende Sundhedens Hus i Farsø.

Blandt andet om placeringen af huset, som vi også beskrev i Farsø Avis i sidste uge.

Her følger projektplanen for husets indhold og hvornår det står klar til indflytning:

Ønske: placering ved Højgårdsvej
Den 14. april 2020 blev det seneste møde i styregruppen for Sundhedens Hus i Farsø afholdt. På mødet blev der drøftet to muligheder for placering og herpå besluttet, at der arbejdes videre med placering af Sundhedens Hus på Højgårdsvej. Placeringen er tæt på Farsø Sygehus og med kort afstand til Sundhedscenter Vesthimmerland.

775 m2
Sundhedens Hus planlægges opført som en 775 m² kommunalt ejet bygning på kommunalt ejet grund.

Lægeklinikker og andre sundhedsaktører
Det primære element i Sundhedens Hus er de moderne, tidssvarende og rummelige lægeklinikker. Omfanget af lægeklinikker er 350-450 m². Lægeklinikkerne fungerer som fysisk ramme for flerlægepraksis med fælles faciliteter og tilstrækkelig plads til hjælpepersonale og uddannelseslæger. De resterende 325-425 m² etableres til andre sundhedsfaglige aktører, både kommunale og private aktører.

For at sikre, at Sundhedens Hus fremstår som et attraktivt hus, som opfylder de fremtidige lejeres behov, er det projektets formål, at etablere et samarbejde med konkrete privatpraktiserende læger, der skal indgå som lejere i huset samt øvrige lejere indenfor sundhed.

I dialog med etablerede og yngre læger
Sundhedsforvaltningen har en god dialog med de etablerede læger i lægedækningsområde Farsø. Der er desuden dialog med 3-4 yngre læger, som kunne have interesse i projektet. Mulighederne forventes nærmere afklaret henover sommeren og i samarbejde med en praksiskonsulent for Vesthimmerlands Kommune. De yngre læger er formentlig først færdiguddannende i slutningen af 2023.

Fysioterapi interesseret
Sundhedsforvaltningen har i første omgang fokus på afklaring af mulighederne for sikring af lægedækning i Sundhedens Hus. Farsø Fysioterapi er orienteret om dette fokus, og herpå stillet en afklarende dialog i sigte.

Tandlægehus siger nej tak
Farsø Tandlægehus er blevet tilsendt projektansøgningsmateriale for Sundhedens Hus. Farsø Tandlægehus har herpå meddelt, at de ikke ønsker at indgå i projektet, da de er meget langt i tilbygning ved nuværende tandlægehus.

Indflytning i december 2022
På styregruppemødet den 14. april blev desuden godkendt en revideret tidsplan for projektet, således ibrugtagning nu forventes at blive i december 2022. I den oprindelige projektbeskrivelse var ibrugtagning berammet til maj 2022.

Lang proces
Frem til september 2020 vil opgaven stå på afklaring af grundforhold og samarbejder. På den baggrund vedtages den endelige placering af Sundhedens Hus.

Desuden vil de overordnede rammer for samarbejdet med de potentielle lejere blive aftalt forud for udarbejdelse af dispositionsforslag.

Selve dispositionsforslagene vil ifølge tidsplanen blive udarbejdet i perioden fra september 2020 til januar 2021. Det indeholder bl.a. gennemførsel af udbud vedr. rådgivning, nødvendige ændringer i lokalplanen, samt brugerinddragelse.

Fra februar 2021 og frem til september 2021 vil hovedprojekteringen finde sted. Den efterfølges af en licitation og byggefase frem til november 2022.

I december 2022 vil byggeriet være klar til aflevering og lejerne kan flytte ind.

Pris: 16,36 mio. kr.
Opførelsen af Sundhedens Hus forventes at holde sig indenfor den afsatte budgetramme hertil. Budgetrammen for det samlede byggeprojekt er på 16,36 mio. kr. Heraf udgør det bevilgede tilskud fra Sundheds- og Ældreministeriet 3,76 mio. kr.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.