HVALPSUND: Nyd en frisk stund udenfor, når Hjerteforeningen inviterer til den traditionelle nytårsgåtur. Hvert år går flere tusinde med på nytårsmarchen den første dag i det dugfriske, nye år. En rask gåtur hjælper kroppen i form efter julens gode mad, og så er det hyggeligt at gå med familie og venner.
I Hvalpsund er Hjerteforeningen på pletten sammen med Lions Club Farsø. De er værter ved den traditionelle nytårsmarch, som foregår i Skovbakker ved den gamle Herregård Hessel.
– Selv små, aktive skridt i hverdagen er en god investering i en sund krop. Mange timers træning om ugen i træningscenter eller lange løbeture er ikke den eneste vej frem. Let motion bare tre gange tyve minutter om ugen er bedre end ingen motion. De små skridt giver bedre velvære, og de nedsætter risikoen for at få hjertekarsygdom med 25 procent, siger Leo Nørgaard, formand for Hjerteforeningens lokalkomité i Vesthimmerland.
Hils 2011 velkommen lørdag den 1. januar kl. 13.00, hvor turen starter.
Mødestedet er ved parkeringspladsen. Der er ingen tilmelding, og man kan bare møde op. Turen er på cirka seks kilometer, og alle kan være med. Efter turen serverer Lions Club Farsø varm suppe til alle deltagere.
På turen er der små opgaver om hjerter og sund livsstil. Lodder til turen sælges af hjerteudvalget for 20 kroner per lod. Der er præmier til de rigtige svar.