VESTHIMMERLAND: I Vesthimmerlands Kommune er et nyt tiltag blevet iværksat, som skal forbedre den forebyggende indsats for ældre borgere.
Kommunens forebyggelseskonsulenter Helle Yde Thomsen, Majbritt Lykke Jensen og Christa Søltoft Jensen, der til daglig holder til på Sundhedscenter Vesthimmerland i Farsø, er i gang med en forsøgsperiode, hvor udvalgte borgere modtager et spørgeskema via digital post. Tidligere ville disse borgere have modtaget et brev med information om tid og dato for et forebyggende hjemmebesøg.
Endnu et skridt mod at målrette indsatsen
Spørgeskemaet, som borgerne modtager, består af 19 spørgsmål og tager cirka 5-10 minutter at besvare. Det dækker et bredt spektrum af emner relateret til sundhed og trivsel som fx fysiske udfordringer, faldrisiko, søvn, inkontinens, antallet af kroniske sygdomme og ensomhed. Formålet er at opspore de borgere, der har størst behov for en forebyggende indsats og få borgerne til at reflektere over deres egen sundhed og livsstil.
Christa Søltoft Jensen understreger, at spørgeskemaet giver både borgerne og medarbejderne en bedre forberedelse til hjemmebesøgene: – Når vi kommer på besøg, så er både borgeren og vi allerede sporet ind på, hvilke emner samtalen kan indeholde, og vi kan hurtigere målrette samtalen mod det, der er vigtigst for borgeren.
I prøveperioden er det kun udvalgte borgerne med digital post, der modtager spørgeskemaet. Dog er der planer om at udvide tilbuddet, så alle relevante borgere kan få endnu mere glæde af det forebyggende tilbud.
Med dette nye initiativ håber forebyggelseskonsulenterne at kunne gøre en større forskel for de ældre borgere i kommunen ved at kombinere forebyggelse, digitalisering og øget tryghed i en tid, hvor sundhed og sikkerhed er vigtigere end nogensinde før.
Alle borgere i målgruppen er velkomne til hjemmebesøg
Selvom formålet med spørgeskemaet er at identificere de borgere, der har størst behov for forebyggende hjemmebesøg, er alle borgere velkomne til at få et besøg, uanset om de udfylder spørgeskemaet eller ej. Kommunen ønsker at sikre, at alle borgere i målgruppen får mulighed for at få et forebyggende hjemmebesøg.
Hjemmebesøgene er rettet mod borgere fra 65 år og opefter, der ikke modtager personlig og praktisk hjælp, og sigter mod at støtte dem i at leve et sundt og selvhjulpent liv. Mange tænker sundhed som kost, motion og søvn, men der er mange ting, der gør, om man trives og har det godt.
Ved besøgene gives der råd og vejledning om både store og små udfordringer i hverdagen som fx, hvilke muligheder man har, hvis man ikke længere kan køre bil eller for at få digital hjælp, når børnene bor langt væk.

Vores mission er at så mange som muligt, kan leve et godt liv, hvor de kan deltage i det, der er meningsfuldt for dem og opleve givende fællesskaber. Hvis vi kan være med til at rydde et par sten på vejen, er vi godt tilfredse, udtaler Majbritt Lykke Jensen.
Digitalisering og tryghed
I det brev, man modtager fra Vesthimmerlands Kommune, er der et link til selve spørgeskemaet.
-Vi er bevidste om, at der hos nogle borgere kan være en bekymring for at åbne et link, de ikke kender. udtaler Helle Yde Thomsen.

For at imødekomme det, vil forebyggelseskonsulenterne, i samarbejde med Ældresagen i Farsø, afholde et arrangement med Nordjyllands Politi i midten af marts måned, hvor Politiet vil informere om, hvordan man kan beskytte sig selv online og i hjemmet. Formålet er at sikre, at ældre borgere føler sig trygge både i den digitale verden og i deres fysiske omgivelser.
Arrangementet vil også inkludere repræsentanter fra Vesthimmerlands Kommunes Borgerservice og Vestjysk Bank, som vil være til stede for at besvare spørgsmål og give rådgivning om digital sikkerhed.
