Jakob Ræbild Nørgaard, Vognsild, Kandidat for Venstre til byrådet i Vesthimmerlands Kommune
I de kommende uger går det nuværende Byråd i gang med budgettet for 2026. Vi står dermed igen i den særlige situation, der opstår hvert fjerde år, hvor det afgående Byråd skal vedtage et budget, som det kommende byråd skal leve med og forvalte.
Budgettet for Vesthimmerlands Kommune er på ca. 3,2 mia. kr., heraf udgør anlægsinvesteringer til veje, cykelstier, skoler, idrætsfaciliteter m.m. årligt ca. 90 mio. kr.
En væsentlig del af anlægsinvesteringerne kræver forarbejde, udbud, myndighedsbehandling og langsigtet planlægning. Derfor er en del af anlægsbudgettet allerede disponeret flere år frem. I budgetudkastet for 2026 er der allerede brugt 68 mio. kr. for 2027, herunder 6,0 mio. kr. til cykelstier, 10,7 mio. kr. til opgradering af Gislumvej og 5,2 mio. kr. til forbedringer af skoler og daginstitutioner. Alle gode og nødvendige projekter – men det betyder også, at handlefriheden for det nye byråd bliver begrænset.
Derfor har der hidtil været en stiltiende aftale om, at det siddende Byråd ikke binder alle fremtidige anlægsmidler, så det kommende byråd har mulighed for at sætte sit eget præg på udviklingen. Som kandidat til det kommende Byråd mener jeg, at denne praksis er sund økonomistyring – og ikke mindst en respekt for demokratiet.
I en valgkamp er det fristende at love meget – måske endda mere, end man ved, er realistisk – for at tiltrække vælgere. Men ansvarlig økonomistyring handler ikke om at tiltrække vælgere, men om at kunne se ud over valgperioden og tænke på kommunens samlede udvikling.
Mit ønske for budgettet for 2026 er derfor klart: Byrådet skal lave et ambitiøst budget for driften af kommunen – skoler, dagtilbud, ældrepleje, fritids- og kulturliv m.m. og dermed sikre den nære velfærd og passe godt på det vi har. På anlægssiden bør de respektere aftalen om ikke at bruge flere af de fremtidige anlægsmidler og kun planlægge for 2026. 75 % af anlægsbudgettet for de kommende år er allerede brugt, så ønsket, fra det siddende Byråd om at bruge budgettet til at føre valgkamp, synes at være forpasset.
Det er kun fair at give det nye Byråd både handlefrihed og ansvar for at sætte sin egen retning – også selvom vi lige nu befinder os midt i en valgkamp.
