STRANDBY: Juletiden er nu officielt startet. Det skete sidste søndag, hvor Strandby lagde ud med afholdelsen af årets første julemarked. Markedet fandt sted i Strandby hallen og havde 800 betalende gæster. Hertil kommer børn, gæster, frivillige og udstillere, så Strandby hallen var pænt fyldt hele dagen. Et besøgsantal, som Strandby Borgerforening og Strandby hallen, som arrangørerne er meget tilfredse med.
– Den generelle tilbagemelding fra udstillerne lyder på, at der var mange gæster og de var købevillige. Det er altid svært at vide på forhånd, hvad der efterspørges, men en del af boderne havde satset rigtigt, fortæller Henning Christensen fra Strandby hallen.
I løbet af eftermiddagen stod Knaber spillemændene fra Aalestrup for underholdningen med en række evergreens og et par julemelodier for gæsterne i Cafeen.
Cafeen blev årets udfordring, da Anitas Mad med meget kort varsel meldte fra. Her var gode råd dyre. Klemmen i Aars trådte til g lavede den planlagte mad. En flok hårdtarbejdende frivillige fik langet masser af håndmadder, frikadeller, gløgg og æbleskiver over disken.
– Udfordringen blev klaret med bravour, fortæller Henning Christensen.
Rigtig mange af gæsterne tilbragte meget lang tid på julemarkedet. Der var tid til mange ture rundt til boderne for at udvælge de rigtige ting. Nogle indkøb skulle overvejes en ekstra gang i Cafeen.
Der blev rigtig hygget i Cafeen. Mange mødes denne ene gang om året for at få sig en god snak og hygge sig. Når man har været til julemarked i Strandby kan julen godt starte.
For at få et hyggeligt julemarked, er der mange forberedelser med borde, stole og klargøring af stande, der skal klares. Bagefter er der et kæmpe oprydningsarbejde. Alt sammen klares af en flok tjenstvillige frivillige, som arbejder for hallen i Strandby.