STRANDBY: Ca. 10 Strandby borgere, møder hver anden onsdag op i Strandby Hallens cafeteria, for at modtage opgaver til hjælp og til forskønnelse af deres by.
-Vi har endnu ikke måttet aflyse i de to år som Strandby Pedellerne nu har eksisteret, fortæller tovholder Henning Christensen.
Der er altid opgaver der skal løses, og de frivillige pedeller gør det gerne.
Har eksisteret i 2 år
Ønsket om et pedelkorps i Strandby havde været undervejs i nogle år – og sågar drøftet på borgerforeningens generalforsamling, indtil Henning Christensen og Tonny Østergaard tog handsken op, og stiftede Strandby Pedellerne i marts 2023
Udfører praktiske opgaver
Strandby Pedellerne hører under borgerforeningen, men er selvstyrende, hvor Henning Christensen er tovholder.
-Vi understøtter borgerforeningen med praktiske opgaver, som bestyrelsen ikke skal bruge tid på, fortæller Henning Christensen.
Det er flagninger, juleudsmykning, at holde styr på borgerforeningens pladser som er shelterpladsen (tidl. skolegrund – red.) og spejdergrunden. Hertil kommer gader og stræder men ikke mindst ”sparekassehjørnet”, som pedellerne gør meget for at holde pænt og ryddelig.
Strandby IF og Strandby Hallen nyder også godt af pedellerne, ligesom Strandby Eventen, der arrangerer fester i hallen også får god hjælp af pedellerne.
Lige nu fremstilles der ølbrætter
Ud over opstilling af borde, stole, boder og barer, så fremstiller pedellerne lige nu ølbrætter til næste fest, der finder sted i Strandby Hallen i starten af næste måned.

-Det er en sjov opgave med ølbrætterne og vi har selv designet dem, så de er lette at håndtere under festen. I alt skal der laves16 stk ølbrætter og det er et ønske fra Strandby Eventen, fortæller Henning Christensen.

Opgaver fordeles på kaffemøde
Ønskerne og opgaverne koordineres af Henning Christensen.
-Det er mig der har listen over opgaver, og sender dem ud til pedellerne. Opgaverne fordeler vi så på kaffemødet, fortæller Henning Christensen.
Denne dag skal der ud over produktion af ølbrætter, repareres noget for badmintonklubben og fjernes ukrudt ved klubhuset og multibanen.
Kaffemødet Henning Christensen hentyder til, er de onsdag formiddage, hvor pedellerne mødes i Strandby Hallens cafeteria og starter op med kaffe og brød, som de skiftes til at have med, inden opgaverne går i gang. P.t. udgør Strandby Pedellerne 10 personer og alle kan noget.
Alle kan noget – og vi hygger os
Nogle er gode til at snedkere og reparere, nogle er gode til havearbejde og andre til oprydning og rengøring.
-Vi har brug for alle, og heldigvis byder mange sig til. Ud over at få nogle opgaver løst, så hygger vi os også. Det sociale er det halve af Strandby pedellerne. Vi har et godt sammenhold og det er let at komme ind i fællesskabet hvis man vil. Det kan virkelig noget i en lille by som Strandby, siger Henning Christensen.
Har fået egne redskaber
Mange har også fået øje på det hjælpesomme korps.
-I starten medbragte pedellerne deres eget værktøj og haveredskaber, men vi fik søgt Vesthimmerlands Kommunes landsbypulje, og fik værktøj sponsoreret for kr. 25.000. Så nu har pedellerne alt det de skal bruge, lige fra hammer til rive, fortæller Henning Christensen.
Denne onsdag kommer endnu et sponsorat, nemlig en ny buskrydder fra det lokale firma Fredberg.dk som også tidligere har sponseret gule refleksveste til Strandby Pedellerne.
/cf