Strandby Hallen skal have solceller på taget

STRANDBY: Norlys Vækstpulje har i årets anden uddeling støttet hele 70 projekter i Nordjylland med sammenlagt 4,2 mio. kroner.

– Vi får rigtig mange ansøgninger til Norlys Vækstpulje, og det er inspirerende at se, hvor meget skabertrang og kraft der findes rundt omkring i alle de mange lokalsamfund. Derfor glæder jeg mig også altid enormt over, at vi med vækstpuljen kan give et bidrag til at hjælpe de mange projekter på vej, siger Lene Schilling Muldtofte, formand for Norlys Vækstpulje Nord.

Fokus på grøn energi
Et af de projekter, der har fået støtte er Strandby Hallen, som har fokus på grøn energi. Hallens tag er nemlig utæt og skal derfor udskiftes. Bestyrelsen vil gerne bruge anledningen til også at få installeret solceller på det nye tag. Ved selv at kunne producere så meget af strømmen til hallens drift som muligt, vil det være med til at fremtidssikre hallen, så den også fremover kan fungere som byens naturlige samlingspunkt. Fra Norlys Vækstpulje har hallen modtaget 200.000 kroner til projektet.

Også andre projekter i Farsø området har fået støtte. Farsø/Ullits IK har modtaget kr. 50.000 til renovering af klublokalet. Friplejehjemmet Hesselvang har modtaget kr. 100.000 til projekt træning og leg under åben himmel.   

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: