STRANDBY: Stedet var Strandby Hallen, sidste lørdag aften. 200 personer var samlet til en aften med spisning, solokoncert med Ib Grønbech og herefter et fyldt dansegulv til Kirch og Nielsens Disco service.
Sidste år blev et lille frø sået
Bag aftenen stod Strandby Eventen.
I velkomsttalen på vegne af Strandby Eventen, lød det fra Zita Hansen: – Sidste år blev et lille frø sået, og i aften er blomsten sprunget ud i fuld flor, med en totalt udsolgt koncert med 200 feststemte folk der er mødt op her Strandby.
Denne konstatering gav naturligvis jubel i hallen.
kl 20.00 – umiddelbart efter spisningen gik Ib Grønbech på scenen og leverede 2×45 minutters underholdning.
-Her fik alle et godt grin unge som gamle. Efter Ib, var dansegulvet godt fyldt og der var fest og farver i Strandby, lyder det fra Zita Hansen, ovenpå en fantastisk aften og fest.
Intet kommer af sig selv
I Strandby kommer intet af sig selv. Her skal ildsjæle træde til for styrke sammenholdet. Og hvad er bedre end et godt arrangement, som alle gider komme til. Den seneste tælling viser, at Strandby har 268 borgere og en stor del af disse var med til koncertaftenen arrangeret af Strandby Eventen.
Zita Hansen har i et tidligere interview til Farsø Avis fortalt om baggrunden for Strandby Eventen.
-Vi har 3 store arrangementer som vi samles om i Strandby, Strandby Festuge arrangeret af Strandby IF og Strandby Borgerforening, Julemarkedet arrangeret af Strandby Hallen og indtil sidste efterår halfesten, som desværre ikke blev til noget grundet manglende tilslutning.
Måtte tænke nyt
Vi har derfor måttet tænke nyt. Vi var derfor nogle stykker som satte os sammen for at se om vi kunne afholde et forårsarrangement med fællesspisning, en kendt kunstner og dans.
Vi var også godt klar over at vi måtte danne en forening for at kunne komme videre, og det blev så Strandby Eventen. På den måde har vi kunnet søge fonde, og på den måde kan vi også gemme et overskud til afholdelse af næste event, fortæller Zita Hansen.
På den baggrund har Strandby Eventen modtaget en donation fra Fonden Himmerland – Sparekassen Danmark på kr. 20.000.
-Det er vi rigtig glade for, at de vil støtte os, siger Zita Hansen.
Forårsfest igen næste år
Med den forrygende start er det meningen at Strandby Eventen også fremadrettet skal afholde en forårsfest.
Bag Strandby Eventen står ud over Zita Hansen, hendes mand Jan Hansen, Lene Overgaard og Steffen Mejlby.
Som det fremgår af Ugens Rose, så fik de fire initiativtagere heldigvis god hjælp til det praktiske af Strandby Bypedeller.
/cf