Strålende kreativitet i optog – FOTOS & VIDEO

FARSØ: Selvom paraplyerne var oppe blandt tilskuerne til byfestoptoget i Farsø, så overstrålede humøret og kreativiteten hos optogets 9 deltagere det hele, og fik smilene frem.


Det var i år ”paraplyvejr” som tilskuer til Farsø festens optog.

Optog i regnvejr
Såvel deltagere som de mange tilskuere langs optogsruten gennem Farsø havde krydset fingre for at regnen havde regnet af søndag formiddag. Men sådan skulle det ikke gå. Og det gav da også kuldegys, når man så optogets flotteste indslag, nemlig KlipOKjærs karnevalsklædte deltagere med bare arme, maver og ben gå gennem den silende regn og en temperatur der gav gåsehud.  

Rio i Farsø
Men til gengæld var der skruet op for al den glimmer, hovedbeklædning i fjer sat ovenpå sirligt opsatte frisurer og kostumer, som satte kolorit på optoget. Sambamusikken blev sågar leveret af to levende musikkere. Indslagets titel var ”Rio i Farsø” og ingen var i tvivl om at der lå rigtig mange forberedende timer forud for de 16 deltagere indslaget, hvilket retfærdiggør at KlipOKjær ”kun” deltager i FarSØ Festens optog hver andet år.  

Benzin i blodet – hele livet
Samme regelmæssighed er til gengæld ikke i deltagelsen fra Farsø MC Klub, som ikke har deltaget i optoget siden 1991. Men det kan nye unge medlemmer måske lave om på. Det var i hvert fald dem der i år havde meldt motorcykelklubben til og samtidig var kommet med indslagets tema nemlig ”Benzin i Blodet – hele livet”. Således kørte knallerter forrest efterfulgt af touring motorcykler, klassiske motorcykler og sidst el-scootere. Udklædningen fejlede heller ikke noget – en blanding af ”Teletubbies” og ”Bananer i Pyjamas” til veste med klubbens kendte rygmærke. Det gav smil og grin langs med ruten og derfor var dommerne i tvivl om dette var det sjoveste indslag.  


Farsø MC Klub vandt kategorien Sjoveste indslag    

Børn i nød på fjorden
Der var til gengæld kamp om ”Det mest Aktuelle” indslag. FUIK havde hentet en episode frem fra sidste måned, hvor 6 unge og badebassiner satte den helt store redningsaktion i gang ud for Hvalpsund med redningsbåde, helikopter og udrykningskøretøjer. Det var dog helt udramatisk i forhold til det opkaldet til 112 lød på, nemlig børn i nød på fjorden. De unge var blot ude at svømme og nød det gode vejr.  


FUIK kandiderede til det mest aktuelle indslag med redningsaktionen i Hvalpsund  

Lægevagten
Farsø Motionsklub havde derimod taget det højaktuelle emne ”Lægevagten” op. Her fremstillede tilskadekomne problematikken i at Vesthimmerland – og Farsø kan miste Lægevagten og Skadestuen. Indslaget beskrev afstand til nærmeste Lægevagt i Aalborg, Hobro eller Viborg. Afstanden blev angivet tid ved gang, cykling, offentlig transport og bil. Og faren for at man med Flextaxi kan risikere transport på kryds og tværs af landsdelen for at blive behandlet. Dette har fået lokale ”førstehjælpere” som ”Knoglesnedkeren ApS” til at tilbyde sin assistance. 

Vandrepokal til motionsklubben
Efter dommerenes votering faldt valget på Farsø Motionsklub med Lægevagten med den forskel at dette indslag involverede tilskuerne langs ruten. Farsø Motionsklub blev også den overordnede vinder af Optoget 2019 og vandt vandrepokalen, fordi bedst evnede af alle tre kategorier inddraget i sit indslag.
  

De deltog i Byfestoptoget 2019
1. Elscooter Klubben med indslaget ”På vej”
2. Farsø KFUM HK med ”VM i håndbold”
3. KlipOKjær med ”Rio i Farsø”
4. Farsø Rideklub med ”Velkommen til Farsø Rideklub” 
5. Farsø Motions Klub med ”Lægevagt”  
6. FUIK med ”Børn i nød på fjorden”
7. Farsø MC Club ”Benzin i blodet – hele livet”
8. Veterantraktorer (Veterantraktorgruppen)
9. Falck med brandbiler

 

Optogets dommere 2019
Overdommer: Niels Krebs Hansen
FUIK: Jens Røschmann
Farsø HK: Betina Hansen
Farsø Motions klub: Beth Høiberg
Farsø Rideklub: Charlotte Lindvig

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: