Stormen Floriane var en blæsende og regnfuld dame

HVALPSUND: Efter weekendens snevejr, ”regnede” sneen væk i løbet af mandagen af stormlavtrykket Floriane.

Selvom jorden var overvædet af smeltevand, så træernes rødder ikke havde samme fodfæste som normalt, så var det forbavsende få træer der blev blæst omkuld af Floriane natten til tirsdag og tirsdag formiddag, hvor vindstødene var på sit højeste med stormstyrke.

Der blev meldt om et væltet træ på Morumvej og en lettet trampolin på Hornumvej umiddelbart efter Farsøs nordlige rundkørsel.

”Solnedgangspladsen” stod i vand til ”anklerne” og badebroerne var oversvømmede.

Vindstødene af stormstyrke fik også Hvalpsund-Sundøre overfarten til at indstille sejladsen med Færgen Mary hele tirsdag. Herefter fulgte forhøjet vandstand langs Vesthimmerlands kyst, men ikke det omfang som frygtet, så Færgen Mary genoptog sejladsen igen fra onsdag morgen.

Den forhøjede vandstand var tydeligst mellem færgelejet og fiskerihavnen. Krabbebroen var oversvømmet.

Torsdag viste vinteren igen sit omskiftelige vejr med udbredt isslag som gjorde veje, cykelstier og fortove spejlblanke.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: