Stor utilfredshed med ophør af lægevagt

FARSØ: Det der desværre var optræk til inden sommerferien bliver nu til virkelighed. Fra 1. december 2019 vil der ikke længere være lægevagt på hverdagsaftener i Farsø.

Det er en beslutning som PLO Nordjylland(Praktiserende Lægers Organisation)har meddelt Region Nordjylland.

Det betyder, at man som Vesthimmerlænding fremover vil blive henvist til Lægevagten på Hobro eller Aalborg Sygehuse uden for ens egen praktiserede læges åbningstid.  Det vil sige efter kl. 16.00 på hverdage. Der vil dog fortsat være Lægevagt i Farsø i weekenderne.  

Farsø valgt fra
Det sker med den begrundelse, at der er mangel på praktiserende læger i Region Nordjylland, og at man derfor har udfordringer med at dække lægevagten og derfor vælger Farsø fra.  

LÆS OGSÅ Ophør af lægevagt i Farsø på hverdage

Regionen tilbyder hjælp
-Med henblik på at opretholde serviceniveauet i lægevagtskonsultationen i Farsø, som holder til i lokaler på Farsø Sygehus, har Region Nordjylland forsøgt at opstille alternative løsninger. PLO har efterfølgende meldt tilbage, at de ikke finder, at disse vil kunne fungere tilfredsstillende, oplyser koncerndirektør Anne Bukh, på Region Nordjyllands vegne.

-En af løsningerne fra Region Nordjyllands side har været at tilbyde PLO at stille 28 timer til rådighed om ugen, fortæller formand for Akut og Praksis Udvalget i Region Nordjylland, Mogens Ove Madsen(S), der selv er bosiddende i Vesthimmerland.  

Men er afslået
Det har Praktiserende Lægers Organisation afslået, hvilket vi meget beklager. Vi mener det lægefaglige er vigtigst – om de læger vi stiller til rådighed ved noget om det nordjyske sundhedsvæsen – det kan vi gøre noget ved, lyder det videre fra Mogens Ove Madsen. 

Tilbage til forhandlingsbordet
Jeg vil derfor appellere til at man kommer tilbage til forhandlingsbordet, så der kan gøres endnu et forsøg på at finde en ordentlig løsning. Man skal huske på at det er borgere/patienter man sætter i en klemme i en bestemt del af Nordjylland. Jeg beklager meget PLO’s stejle holdning.     

Uacceptabelt
Kirsten Moesgaard politiker i sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune og formand for Støtteforeningen for Farsø Sygehus har også en holdning til beslutningen.    

-Det er helt uacceptabelt, at lægevagten på Farsø Sygehus reduceres den 1. december. 

Vores sundhedssystem er bygget op omkring det nære sundhedsvæsen.  Vel at mærke et sundhedsvæsen, der fungerer hele døgnet rundt. Derfor må Praktiserende Lægers Organisation og regionen finde sammen i en løsning på, hvordan vi fastholder og udbygger det nære sundhedsvæsen i Vesthimmerland. 

Jeg hørte i P4 Nordjylland i dag(tirsdag den 10. september – red.),at formanden for PLO i Nordjylland Anne Mette Alstrup udtalte, at PLO ønsker at centralisere lægevagten i hele regionen.  Argumentet var, at borgerne så ”får et langt bedre tilbud, når de når frem”.

Ud at køre 50-100 km for hjælp
Jeg vil vende det om og se det fra borgernes side. Man henvender sig til lægevagten, fordi man har brug for lægehjælp her og nu. Det er fuldstændig uacceptabelt, at man skal ud at køre 50 – 100 km for at få hjælp. 

Mange unge familier har som regel flere børn at tage vare på, og udover at skulle forholde sig til et sygt barn med alle de belastninger, det medfører, skal man så ud for at hente hjælp hos andre, der evt. skal køre de mange kilometer.  Andre skal tilkaldes for at passe de øvrige børn osv.. Har vi helt glemt, hvordan det er at have børn?. Og ældre syge mennesker, som ikke selv er i stand til at køre til vagtlægen. Hvad skal de stille op, hvis ikke de er så heldige at have deres netværk lige ved hånden? 

Vi har det hele i Farsø
Når Anne Mette Alstrup udtaler, at man ”får et meget bedre tilbud, når man når frem”, så er det det tyndeste argument, jeg længe har hørt.  På Farsø sygehus har man hele apparater og endda en fuldt funktionsdygtig skadestue.  Hvad kan man forlange mere? Hvis det er et spørgsmål om, at skadestuen holdes åbent noget længere, så er jeg rimelig sikker på, at regionen kan finde penge til det.  Det vil ikke være argumentet for, at hele det vesthimmerlandske område skal drænes for lægekapacitet uden for normal åbningstid.      
 

Formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Palle Jensen siger:
– Jeg synes også, at det er virkelig ærgerligt, at lægerne p.g.a. mangel på praktiserende læger har valgt, at de ikke ønsker at opretholde lægevagten i Farsø på hverdagsaftener.
 

Det understreger jo, hvor vigtigt det er, at de ledige lægeydernumre bliver besat. Derfor giver det også god mening, at vi også som kommune forsøger at lave tiltag som kan tiltrække nye praktiserende læger, selvom det ikke er en kommunal forpligtigelse. 

Hermed hentyder han til Sundhedens Hus, som går på et moderne arbejdsfællesskab for praktiserende læger, der ovenikøbet fagligt kan samarbejde med Farsø Sygehus specialer indenfor det medicinske og ortopædiske område. 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: