Stigning i udlån af børnebøger i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: På Vesthimmerlands Biblioteker er der tilfredshed at spore, når man kigger tilbage på 2024. Årets statistikker viser nemlig både en lille stigning i det samlede udlån af materialer og en stigning på over 10% når det gælder lån af materialer til børn.

I lyset af den seneste tids nyheder om børns dalende læselyst, er man på Vesthimmerlands Biblioteker særligt glade for at kunne konstatere, at der er fremgang i udlånet af børnebøger.

Fokus på børns læselyst
-Vi er naturligvis glade for at se, at børnefamilierne er flittige brugere af biblioteket og at både børn og forældre begejstret bærer fyldte biblioteksnet med sig hjem, fortæller Finn Christiansen, leder af Vesthimmerlands Biblioteker. Vi har gennem de seneste år haft fokus på børns læselyst og har gode samarbejder med kommunens skoler og daginstitutioner om netop at fremme børns interesse for bøger og læsning.

Booktalks
Et af tiltagene der skal fremme læselyst blandt børn er såkaldte booktalks for elever i 4. og 5. klasse, der flere gange årligt bliver inviteret til at besøge deres lokale bibliotek. Her står børnebibliotekarerne klar til at fortælle om de bedste nye børnebøger og på biblioteket kan man efterfølgende se, at netop børn i den aldersgruppe flittigt besøger biblioteket og låner bøger med hjem.

Vesthimmerlands Bibliotekers statistik viser herudover, at det særligt er billedbøgerne for de allermindste, som er populære blandt bibliotekets lånere, men også lette læs selv-bøger for de yngste folkeskoleelever bliver flittigt hevet ned fra hylderne.

Tegneserier hitter
Vesthimmerlands Biblioteker kan desuden konstatere, at både tegneserier og brætspil er populære at låne med hjem. Biblioteket har lånt tegneserier ud 3.633 gange i 2024, hvilket er en stigning på hele 47,7% siden 2023. Bibliotekar Iben Jakobsen glæder sig over at se både voksne, unge og børn interessere sig for de farverige og flotte udgivelser.

-Tegneserierne er et hit, især blandt store børn. De farverige sider og overkommelige længder gør tegneserien tillokkende for mange læsere – måske også dem, der ikke har mod på at kaste sig ud i at læse tykke romaner, forklarer Iben Jakobsen.

Et lille fald i besøgstal
Foruden de positive udlånstal, kan biblioteket konstatere et lille fald i antallet af besøgende på 3,5%. Det kan blandt andet skyldes, at biblioteket har afholdt flere større arrangementer uden for bibliotekerne, eksempelvis blev arrangementet Kultur & Kongelige, der blandt andet bød på motionsløb, børneteater og kongelig kagekonkurrence med Rosa fra DR’s Den store bagedyst, afholdt i Dronning Ingrid Hallerne i Farsø.

Derudover kan bibliotekets personale se, at omkring 3.000 årligt bruger bibliotekets Makerspace samt mødelokaler i kælderen under Aars Bibliotek. Bibliotekslederen understreger dog, at Vesthimmerlands Biblioteker fortsat har fokus på at skabe indbydende, hyggelige og inspirerende rammer for vesthimmerlændigenes biblioteksbesøg.

FAKTA: Vesthimmerlands Biblioteker 2024 i tal:                                                   
•       I alt blev der foretaget 130.926 lån på Vesthimmerlands Biblioteker i 2024 – en stigning på 4,75% fra 2023.
•I 2024 blev der lånt 43.599 børnebøger på Vesthimmerlands Biblioteker. Det er en stigning på 10,7% fra 2023.
•Biblioteket lånte tegneserier ud 3633 gange i 2024. Det er en stigning på 47,7% siden 2023.
•I 2024 registrerede Vesthimmerlands Biblioteker 226.385 besøg mod 234.560 besøg i 2023. Det er et lille fald på 3,5 %.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.