test

Stenalderfolket lever!!

ERTEBØLLE: – Igen viser Ertebøllefolket, at have en utrolig overlevelsestrang!. Sådan siger Søren Hansen, der er den nye leder på Stenaldercenteret i Ertebølle, som netop har haft første åbningsdag.

Stenaldercentret i Ertebølle er åbnet igen og endog med en konstellation, så det fremover vil have åbent hele året rundt med Søren Hansen som centerleder.

Helårs åbent fremover
Ikke bare er Stenaldercenteret åbnet, der er tilmed også en længere åbningstid end tidligere. Alle dage fra kl. 11 til kl. 16, kan man nu opleve Stenaldercenteret, og fremover vil der være åbent hele året.

Det har været et slidsomt arbejde for bestyrelsen, at nå så langt. Men efter et godt samarbejde mellem bestyrelsen for Stenaldercenteret, Arbejdsmarkedets Feriefond, CKA (Center for kompetence og arbejdsafklaring), Sparekassen Farsø og Vesthimmerlands Kommune, er det nu lykkedes, at finde frem til en konstellation, så Stenaldercenterets drift er sikret fremover.

Søren Hansen er ny leder
Der er ansat en ny leder for Stenaldercenteret, Søren Hansen, der har en fortid indenfor byggeri.

Samtidig er der ansat en række medarbejdere i en form for uddannelsesstillinger, som varetager drift og vedligeholdelse af både bygninger, samlinger og aktiviteter. Der er derfor nu rigtig gode betingelser for at drive centeret.

Inden- og udendørs oplevelser
På Stenaldercenteret er der både mulighed for, at opleve noget indendørs og noget udendørs.

Indendørs er der en spændende udstilling, der viser livet i Stenalderen – der er lokale samlinger af stenalderfund – der er en meget levende DVD, hvor centerets stifter Vagn Pedersen engageret fortæller om og viser, hvordan man levede i Stenalderen. Og så er der, ikke at forglemme, drypstenshulen med den store mammut, som altid gør et stort indtryk på især børn.

Hvis vejret er til udendørs aktiviteter er der også mange muligheder. Man kan padle på søen i en udhulet stammebåd – præcist som man gjorde det i Stenalderen. Man kan forsøge sig med bue og pil og se, om man var lige så god som stenalderfolket, der helst skulle ramme plet hver gang. Det bliver desuden dagligt muligt, at øve sig i kunsten snobrødbagning. Man kan også bare bruge nogle af de familiespil, der er opstillet, så man kan hygge sig sammen over et spil.

Stenaldercenteret ligger, som bekendt utroligt smukt, og der er masser af plads. Derfor er det ikke bare et spændende sted for historisk interesserede. Det er også et godt sted at tage børn med til, fordi de kan tumle sig på et stort område, der er indhegnet. Og til børnene er der også en stor og anderledes legeplads bygget op i træ.

Hvis man bare har lyst til at slappe af og nyde det gode vejr og den smukke udsigt, kan man tage sin frokostkurv med og nyde den med kaffe og sodavand, som kan købes på centeret.

Der er med andre ord masser af ting at foretage sig på Stenaldercenteret – det er absolut et besøg værd.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: