Stem på liste C

Af: Signe Nøhr, borgmesterkandidat (C), og Svend Jørgensen, byrådsmedlem (C)

Om mindre end to uger, er der som bekendt valg til Byrådet i Vesthimmerlands Kommune.

Ved valget for fire år siden fik den konservative liste flest stemmer af alle partier og 7 byrådsmedlemmer, men ved den efterfølgende konstituering fik vi ikke lov til at være med. Vi blev først inviteret indenfor lidt over midnat på valgnatten, da de øvrige partier – med Venstre i spidsen – havde aftalt konstitueringen, og alle beslutninger var truffet.

Alle kender resultatet af konstitueringen for fire år siden, som alle partier – med undtagelse af den konservative gruppe – var med i. Vi fik alene en kort orientering og de poster i de forskellige udvalg, som vi var berettiget til. Hverken mere eller mindre.

På trods af skuffelsen for fire år siden har vi i hele den nu snart forgangne periode haft en konstruktiv tilgang til alle spørgsmål, og vi har søgt et bredt samarbejde i Byrådet.

Samme holdning har den konservative gruppe, som bliver valgt, til arbejdet i den næste periode, og gruppen ønsker et godt og tillidsfuldt samarbejde med alle Byrådets partier, fordi et godt og konstruktivt samarbejde er nødvendig, hvis vi skal sikre en positiv udvikling i kommunen. Og det skal vi.

Men ønsker den enkelte vælger, at vi skal undgå samme situation som ved konstitueringen for fire år siden, og ønsker man som vælger at sikre et borgerligt styre i Vesthimmerlands Kommune, så vil vi stærkt anbefale at stemme på liste C, Det Konservative Folkeparti.


Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: