FARSØ: Små 40 var mødt frem, da seniorafdelingen i FUIK lørdag havde kaldt til standerhejsning for at markere starten på det nye fodboldår.
Godt 30 aktive spillere og trænere samt en god håndfuld lokale klubstøtter hørte bestyrelses- og seniorudvalgsmedlem Sisse Brøndum Berg byde velkommen og præsentere trænerne for de enkelte hold, inden flaget gik til tops og de småfrysende spillere blev sluppet løs på kunstgræsset til en time med små øvelser og spil.

Efter træningen samledes spillerne til den traditionelle suppe i klublokalet.
Dette er trænerteamet
I foråret er FUIK repræsenteret med herrehold i jyllandsserie 2, serie 2 og serie 4, mens der på damesiden er et hold i serie 1. Kristoffer Vorre Sørensen, Kristoffer Nørgaard og Rudi Møller udgør trænerteamet på Jyllandsserie holdet, Magnus Bojer og Kim Kildevæld har ansvaret for holdet i serie 2, og serie 4 har Kasper Skov Pedersen og Kristian Højfeldt som holdansvarlige. Hos damerne er der ansat en ny træner til dette forår, det er Maikel Agha, der kommer fra Aalborg.
Dem skal FUIK spille imod
Jyllandsserie 2 består af følgende hold: FUIK, Gug, Helsted Fremad, Skjold Sæby, Jetsmark IF, Kristrup, Nibe B og Thisted.
Serie 2, pulje 14: FUIK, Gug, Gundersted, Hadsund, Kvik-Aalestrup, Støvring, Svenstrup-Godthåb og Sønderup-Suldrup.
Serie 4, pulje 58: FUIK, Fjelsø-Gedsted, Gundersted, Hornum, Kvik-Aalestrup 1, Løgstør, Vindblæs og Aars.
Damernes serie 1 kreds er endnu ikke offentliggjort, men den forventes at foreligge i løbet af februar.
For Jyllandsserie holdets vedkommende indledes sæsonen på udebane i slutningen af marts med en kamp mod Kristrup, hvorefter der er hjemmekamp i starten af april mod Thisted.
/pl
