Tale af Poul Lybæk ved kirkens genindvielse 1. april 2012. FOULUM: Jeg ved nøjagtig hvor gammel Foulum kirke er, for i 1963, da jeg kom til Ullits-Foulum, insisterede pastor Thisted på at vi skulle fejre kirkens 800 års jubilæum. Det gjorde vi. Så i dag er Foulum kirke altså 849 år gammel!
Foulum kirke, hvis kendetegn er klokkestablen.
Kunsteneren Anita Houvenaegel har netop genudsmykket kirken . Her ses prædikestolen.
Nu vil jeg mest fortælle om de første 800 år, som jeg har gjort så mange gange for elever ved Ullits skole. Meget af det ved I jo så godt i forvejen, men hvornår har I mon sidst fået det repeteret sådan i kronologisk orden?
Det startede som vi ved med, at der var en engelskmand, der hed Carl, som kom sejlende ind i fjorden fra England skarpt forfulgt af nogle fjender, der ville dræbe ham. I øjeblikkets angst lovede han Vorherre, at han ville bygge en kirke til hans ære, hvis han slap levende fra det.
Vi kender jo nok historier om folk, der har lovet Vorherre både det ene og det andet og har glemt det igen, men Carl slap fra sine forfølgere og glemte ikke sit løfte.
Først byggede han nu et hus til sig selv og sin familie ved den bugt, hvor hans skib var landet. Slugten kaldte han Karls dal, og det blev med tiden til det her på egnen kendte personnavn Kaldal.
Så ville han opfylde sit løfte og bandt et par stude sammen og gav dem et rap, så de kunne gå, hvorhen de ville. De nød friheden og vandrede tværs over den store næsten ubeboet hede, til de lagde sig til hvile ved en gammel langdysse. Her fandt Carl dem og besluttede at bygge en kirke på det sted. Mindet om langdyssen kan stadig anes på Foulum kirkegård som en lang forhøjning nord for kirken. Det var nu sandt at sige allerede blevet almindeligt at bygge de nye kirker på i forvejen hellige steder. Men her havde studene så bekræftet det.
Først måtte man jo have samlet sten, og selv om man kunne bruge stenene fra langdyssen, så var det jo slet ikke nok, man måtte ud på jordene vidt omkring og finde store kampesten. Der skulle bruges 800 store sten. Dem fandt man. Dem slæbte man til Foulum. Måske kunne kampestenene flyttes ved at lade dem skride på dybfrosne jorder.
Så sendte man bud efter en stenmester
Og han, der kom til Foulum, blev en af de helt store bygmestre, for han blev også bygmester til Skarpsalling kirke og Viborg Domkirke. Det ved man, fordi sokkelstenene på disse tre kirker er ens og anderledes end andre kirkers sokkelsten.
Han lærte bønderne at kløve stenene. Det gjorde man ved med håndkraft at dreje bor af hårdt træ ned i granitten til der blev et hul. Så bankede man tørre egekiler ned i hullet og hældte vand på, så kilerne udvidede sig, og på den måde flækkede kampestenen. Måske kunne man også lade frosten flække stenene ved at hælde vand i hullerne.
Indtil for nylig kunne man på flere af stenene på nordsiden af kirken se sådan nogle huller som en hilsen til os fra de gamle. Menighedsrådet her besluttede for nogle år siden at lade en murer reparere fugerne på nordmuren, og det trængte de ganske givet til, men mureren syntes åbenbart også, at disse borehuller var en del af fugerne, så de fik også lige en klat mørtel, og det gør, at vi ikke rigtig kan se dem mere. Det er ærgerligt, for da Erik Heide skulle lave en gravsten, der skulle stå nær nordmuren, valgte han at lade tilsvarende borehuller blive siddende i gravstenen, – ”den skal snakke med kirken”, som han sagde. Så man skal nu nok engang prøve at genfinde de borehuller i kvadrene.
800 kampesten
Regnestykket hed nu 800 kampesten, der hver skulle kløves på fem sider, i alt 4000 kløvninger, og til det skulle der bores en forfærdelig masse huller. Det var et helt overvældende projekt at påtage sig. Og tænk så på, at i løbet af 100 år byggede danerne omkring 1000 kirker, hvoraf de fleste var af kampesten. Projektet blev klaret af bønder, så det er næsten endnu mere beundringsværdigt end pyramiderne, der ganske vist er formidable, men som blev udført af horder af slaver og med forfinet teknik, bl.a. er klodserne, pyramiderne er bygget af, ikke kløvet, men savet.
Men vi er jo langt fra færdig med at bygge. Kvadrene skulle stables oven på hinanden. Man havde hverken lifter eller kraner, så når stenene skulle op, måtte man lave lange jord-ramper, så man kunne skubbe stenene op på rullestokke.
Ja, vi kunne fordybe os i forundring over de gamles flid og dygtighed. Men nu skal I høre en af lærer Regnars fantasi-historier. Han forestillede sig, at der sad en arbejder på sydmuren, som sagde: ”Jeg bygger en mur, der skal stå i århundreder”. Men der sad en anden arbejder på nordmuren, og han sagde: ”Ja, men jeg bygger en mur, der skal stå i årtusinder”. Og sådan vil det sikkert gå, for sydmuren er allerede sat om, mens nordmuren er urørt og kan stå sådan der i uendelig mange år endnu.
Trolde imod kirken
Og så er der en anden historie: Nogle væmmelige trolde forsøgte at forhindre Carl i at bygge sin kirke. Hver nat væltede de det, der var blevet bygget i dagens løb. Måske var det slet ikke trolde, der gjorde det, men gamle nordboer, der var utilfredse med, at deres gamle helligdom skulle overtages af den hvide Krist. Carl måtte imidlertid lave en handel med troldene og love dem det første brudepar, der blev viet i Foulum kirke. Og sådan gik det. Det første brudepar var fra Lovns og på vejen hjem sank vogn og brudepar i jorden og blev aldrig siden set. Men der, hvor de forsvandt sprang en kilde, som blev kaldt Brudekilde. Da lærer Regnar engang fortalte den historie i radioen sluttede han med at sige, at kilden var forsvundet og at ingen præcis vidste hvor den var. Dagen efter ringede en mand til lærer Regnar og sagde, at han vidste, hvor kilden var. De tog sammen ud og gravede og fandt det kræmmerhusformede anlæg, der var bygget omkring kilden. Det var på en ejendom lige syd for Tinghusene, der nu kaldes Brudkilde.
Kirken blev imidlertid bygget færdig, og da der var en betydelig fjordsejlads, som bragte varer frem til de store handelspladser ved Dollerup og Illerisøre, besluttede man at anvende kirken som landkending. Derfor blev endegavlen kalket hvid, og da der dengang ikke var huse eller høj beplantning kunne man fint se Foulum kirke ude fra fjorden.
Men så var der igen nogle trolde, som ikke kunne lide kirker. De boede i Salling og måtte døje synet af Foulum kirkes hvide gavl. En dag blev det troldefar for meget. Han fyldte sin strømpe med jord og sand og kylede den mod kirken for at knuse den. Men hans kone havde ikke stoppet strømpen ordentlig, så den gik i stykker ude midt over fjorden. Alt sandet og gruset styrtede ned og dannede Rotholmene, og de er der jo endnu, så det skal nok passe. I Lovns har de en tilsvarende historie, og her er beviset endnu mere håndfast, idet det var en stor sten, trolden kastede mod deres kirke, og denne sten er bevaret. Den sidder nu i kirkediget med tydelige fingermærker efter trolden.
Strålende lys i apsis
Inde i Foulum kirke var der et stenalter med en trækors, og bag det vinduet i apsis. I Hviderusland samles man efter sigende stadig uden for kirken påskemorgen og et ungt menneske klatrer op på kirkens højeste punkt. Når han ser solen stå op råber han: ”Kristus er opstanden” og hele menigheden svarer ”Kristus er opstanden”. Måske har man i gamle dage påskemorgen været samlet i Foulum kirke og i apsis-vinduet bag korset set solen stå op og sammen råbt ”Kristus er opstanden”. Under restaureringen af altertavlen oplevede vi det strålende lys ind ad vinduet i apsis.
I mange år begravede man folk på kirkemarken, hvor der gik høns og hunde og andre dyr og rodede, så man besluttede at bygge et dige rundt om kirken. Igen skulle man i gang med at samle sten. Denne gang var det jo mindre sten, men der skulle mange til, så det er faktisk utroligt, at man stadig kan ramme på sten, når man pløjer markerne omkring Foulum. Og vi skal jo ikke glemme, at der var folk i Ullits, Louns, Alstrup, Farsø og Strandby, for bare at nævne de nærmeste, der konkurrerede med Foulum om at finde sten til deres kirker og diger.
Der var folk, som man ærede så højt, at de skulle begraves inde i selve kirken. I gulvet over dem lagde man mindesmærker skåret i træ. De kaldes ligbrætter og hænger nu i kirken som vistnok eneste af sin art i Danmark.
Klokkestablen
Klokken hang de første mange år på vestgavlen, men så blev der bygget en klokkestabel i det sydøstre hjørne af kirkegården. Kombinationen af en kullet kirke og en klokkestabel blev billedet på en typisk dansk middelalderkirke, og netop et billede af Foulum kirke blev i mange år anvendt i en af de mest brugte historiebøger i folkeskolen. Under svenskekrigene stjal de fremmede soldater malmklokken fra Foulum. De brugte den sammen med andre klokker til at støbe kanoner af, så fra at ringe fred over land kom de til at sprede død i verden.
Folkene, der dengang boede på egnen, havde ikke råd til en ny malmklokke og fik støbt en jernklokke, som ringede uden klang. Det ved jeg, for den hørte jeg de første år, jeg var her. Men en enke testamenterede en ny malmklokke til Foulum kirke og den blev støbt med en tone, der harmonerede med de nærmeste klokker, så de ikke skulle lyde disharmoniske, hvis man kunne høre flere på en gang. Den gamle jernklokke blev sat i våbenhuset, og uvist af hvilken grund blev den malet, så den kom til at ligne en malmklokke.
Nu hænger Foulum kirkes klokke så i sin tredje klokkestabel. Der var ellers planer fremme på et tidspunkt i begyndelsen af 19-hundredetallet om at bygge et tårn, men (heldigvis kan man måske sige) viste det sig umuligt at rejse pengene.
Af samtlige præster er hr. Mads den mest kendte. Hans historie er flot gengivet i pastor Ulrichs novelle ”Præsten og lensmanden”, som I forhåbentlig skal høre en anden gang.
Mine overvejelser
Min tjenestetid i Foulum kirke har sammenlagt været ca. 2.000 timer, og der har ind imellem været god tid til at sidde og fundere lidt. Nu skal jeg delagtiggøre jer i nogle af mine overvejelser.
Når man sidder nede ved siden af orgelet og har fuldt blik over hele kirkerummet kan det undre en, at kor og skib ikke ligger i nøjagtig forlængelse af hinanden, men danner en vinkel. Kan det mon være byggesjusk?
Og en anden ting: Korbuen består af 13 sten, der symboliserer Jesus og de 12 apostle. Den hviler på to søjler, som ikke er nøjagtig ens, idet den øverste sten er mindre på den ene end på den anden.
Er det så byggesjusk?
Nej! Jeg er overbevist om, at der i intet af tilfældene er tale om sjuskeri, men om en ganske bevidst handling fra bygmesterens side.
Med hensyn til det skæve kor, har jeg fået en rigtig god prosaisk forklaring. Men lad mig nu lige først fortælle, hvilken forklaring jeg selv sad og fandt på, før jeg hørte den måske rigtige forklaring.
Kirkens grundplan forestillede jeg mig som et billede på Jesu legeme, således at skibet er kroppen, koret er hovedet og apsis glorien. I nogle kirker er der sideskibe, der så kan illustrere armene strakt ud som på korset. Og nu kommer det: Når koret da hælder lidt til siden, så er det jo Jesu hoved på korset, der hælder til siden.
Det er da et meget smukt billede. Sandheden er måske nok, at bygmesteren har vidst, at lyden gik bedre ud af koret og ned i skibet, når koret var bygget sådan.
Det er jo i sig selv en lidt fantastisk forklaring, at man for 800 år siden på den måde kunne løse et akustisk problemer.
Med hensyn til søjlerne med den tilsyneladende fejl kan den fantasifulde forklaring måske være, at bygmesteren har været sig bevidst, at hans bygningsværk ikke måtte være fejlfrit, alene Gud er fuldkommen, så han accepterede små afvigelser. Måske symboliserer de to søjler henholdsvis det gamle og det nye testamente. Jeg kan godt lide idéen om, at de to søjler med deres fejl forestiller menigheden, der bærer Jesus og de tolv apostle.
Synes I det lyder lidt for fantasifuld, så sæt jer bare på min plads i 2000 timer og se, hvad I så kan finde på. Jeg tror i øvrigt, at det ville have glædet stenmesteren, at Martin A. Hansen, der har set alle danske kirker, mange år senere kunne sige: ”Ædlere hus er ikke bygget her til lands.”
Orgelet
I 70’erne snakkede vi om, at vi kun efterlod svømmepøle og gyldebeholdere til vore efterkommere, og at vi i hvert fald ikke havde sat vores lille aftryk på Foulum kirke. Men det gik alligevel sådan, at vi bl.a. fik bygget nyt orgel. Det gamle var ikke særlig gammelt, men bygget af dårlige materialer. Vi solgte orgelpiberne til en kr. pr. cm, så de hænger rundt i mange hjem. De tre største kunne ikke sælges, så dem gav vi til skolen, hvor de nu hænger.
Det nye orgel blev bygget af Jysk Orgelbyggeri, og man garanterede en minimumslevetid på 200 år. Det får vi jo ikke mulighed for at kontrollere, men det kan da bekymre en, at firmaet Jysk Orgelbyggeri allerede er lukket, så vi ikke i påkommende tilfælde kan drage dem til ansvar.
Engang kom vi til at snakke om, at der ikke var et krusefiks i Foulum kirke, så på en menighedsrådsudflugt besøgte vi Erik Heide på Mors og købte det kors, der nu hænger i kirken.
Ved indvielsen sagde jeg noget om, at om 100 år, når historien om krusefikset er glemt, vil man tro, at det har hængt der lige siden kirken blev bygget, så godt passer det på stedet. Og det tror jeg for øvrigt stadigvæk.
En undersøgelse viste engang, at der har været kalkmalerier i hele Foulum kirke. Nogle blev afdækket af Nationalmuseet, men det var ikke muligt at bevare dem. Vi snakkede da om, at der måske skulle nogle nye billeder på væggene, så vi lånte fire store billeder af Bodil Kaalund.
De var en meter brede og to meter høje og var forarbejder til hendes senere fantastiske billedbibel. De var utrolig flotte, men da vi overvejede om vi kunne købe dem, var der alligevel et flertal i menighedsrådet der syntes, at de var for voldsomme og dominerende. Så vi besluttede at købe et andet billede, og det blev så Mogens Hoff’s maleri, der illustrerer Jesu ord: ”Den der er ren kaster den første sten”. Det var det første vi blev formanet om, når vi kom i kirke.
Ny kirkeudsmykning
I dag har vi så indviet nye billeder i gamle rammer malet af kunstneren Anita Houvenaeghel. Måske er de provokerende i deres moderne udtryk, men jeg synes de passer utrolig godt i den gamle altertavle. Særlig midterbilledet i altertavlen, hvor et strålende lys vælder frem over den rødbrune jord.
Til lykke med en fornyet, foruroligende, udfordrende, spændende Foulum kirke.
