Spisesteder åbne igen

FARSØ/HVALPSUND: -Det er så skønt med lidt liv, glade stemmer, ja bare skønt. Sådan lyder det fra Ulla Magnussen i Den Gode Smag i Farsø Rådhuscenter omkring åbningen af Centertorvet i onsdags. 

Den seneste tid har Den Gode Smag ellers kun haft åbent for Take Away.

Med åbningen fulgte restriktioner omkring coronapas og bestilling af bord en halv time før.

-Jeg havde forventet, der kunne blive lidt opstartsproblemer. Det blev der også på førstedagen. Jeg måtte desværre afvise en del som ikke havde coronapasset i orden. Det er ikke noget jeg hverken kan eller vil se gennem fingre med, siger Ulla Magnussen. Her overholder vi reglerne – ellers kan jeg også risikere en bøde.


I weekenden kom det gode vejr. Det gav både gæster ude og inde hos Pakhuset i Hvalpsund. Restauranten har haft helt lukket siden jul – og for Take Away.

Pakhuset i Hvalpsund havde også første åbningsdag sidste onsdag efter at have været lukket i fire måneder. Restauranten valgte efter jul at lukke helt ned – også for take away. Det var derfor en glad Lene Bach der kunne komme i køkkenet igen.

De første dage blev dog en blid opstart, hvilket skyldtes koldt og blæsende forårsvej, der ikke lige indbød til sæsonens første is fra iscafeen. Weekenden så anderledes ud, hvor der var gæster både ude og inde. Inde med bordbestilling og coronapas. Ligeledes var der også bestillinger på Take Away.

Lene Bach har ikke oplevet problemer med at bestille bord.

-Det gør man i forvejen hos os. Corona passet har heller ikke været et problem. Det har folk forstået er et krav for at gå på restaurant, siger Lene Bach.

Spisesteder, cafeer og beværtninger har ellers haft blandede følelser omkring bordbestilling senest 30 minutter inden ankomst – hvis man vil sidde indendørs.

Begrundelsen fra regering og sundhedsmyndighederne har været at man vil dæmpe samfundsaktiviteten på dette område og ikke åbne for hurtigt. Der vil tidligst fra den 6. maj blive lempet for det indendørs reservationskrav. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: