FARSØ. De blå spejdere i Farsø, DDS, har gennem de seneste år oplevet en markant medlemsfremgang. I dag er der mere end 50 spejdere i gruppen fordelt på forskellige grene afhængig af alder.
– Det har været en stor succes, og det er glædeligt. Men desværre har det også den bagside, at vi i øjeblikket mangler 2-3 ledere for at kunne dække alle vore grene ind. Vi er derfor på udkig efter såvel erfarne som uerfarne unge og voksne, som kunne tænke sig at gå ind i lederarbejdet, hvor vi naturligvis sørger for at bakke op med kurser og lignende, så man løbende kan opkvalificere sig, siger gruppens formand, Per Haubro.
Spejdergruppen i Farsø har fælles spejderstart med grillaften i slutningen af næste uge ved det smukke spejderhus i søanlægget. Inden da håber man, at der er dukket et par interesserede hjælpere op, så man kan starte op i alle grene.
I yderste konsekvens kan vi blive tvunget til kun at tilbyde spejd i de grene, hvor vi har ledere. Men det vil da være rigtig ærgerligt, hvis vi skal skuffe 15-20 glade spejdere, hvis vi ikke kan skaffe ledere til dem. En mulighed kan være, at forældrene på skift tager en tørn, men det optimale er nu alligevel, hvis der er en fast leder til at koordinere arbejdet, lyder det fra Per Haubro.
Per Haubro håber at høre fra interesserede ledere i løbet af de næste par uger.